Haslev

Venstre’s formand svarer Henrik Nielsen

Læserbrev: Det er med interesse, men også med nogen undren at jeg læser Henrik Nielsens indlæg omkring Venstre i Faxe

Indsendt af Klaus Holdorf-Jespersen, Formand Venstre i Faxe

Henrik Nielsen mener, at Venstre støtter Socialdemokraterne og spørger, om man ved at stemme på Venstre får 4 år mere med en socialdemokratisk Borgmester.

Hertil må jeg svare, at det afgør vælgerne.

Alle partier har vel i lokalpolitik som mål at få borgmesterposten, tilsyneladende også de konservative ;o)

I Venstre har vi den holdning, at vi ønsker så meget af vores politik gennemført som muligt. Derfor samarbejder Venstre gerne med alle partier i byrådet, som ønsker et konstruktivt samarbejde.

Venstre tager ansvar.

Henrik Nielsen nævner nogle områder, hvor han ikke mener, at Venstres stemmer er slået igennem:

Henrik Nielsen nævner erhvervslivet. Venstre har hele vejen stået på mål for vores erhvervsliv, herunder ECO Park Rønnede og vil fortsat gøre det. Venstres stemmer ER slået igennem.

Henrik Nielsen nævner også ældre og syge mennesker. Her kan Venstre henvise til det netop indgåede budgetforlig for 2013. Venstres stemmer ER slået igennem.

Endelig nævner Henrik Nielsen folkeskolen. Her vil jeg minde om, at Venstre forlod budgetforhandlingerne for 2011. Det gjorde vi, fordi vi fastholdt, at folkeskolen skulle prioriteres med flere midler. I stedet vedtog et flertal, herunder de Konservative, at spare et større millionbeløb på uddannelsesområdet. Det uagtet, at uddannelsesområdet var stillet i udsigt, at blive tilgodeset med en del af de midler, der blev frigjort i forbindelse med skolenedlæggelserne.

I Venstre er vi MEGET tilfredse med, at skolerne i budget 2013 omsider får tilført de ekstra midler. Venstres stemmer ER slået igennem.

Kommentarer