Venstres syn på Ejendomsstrategien

Debat: Venstres byrådsgruppe og bestyrelse har været samlet for at kigge nærmere på den ejendomsstrategi, der er i høring.
Indsendt af Venstre i Faxe.
I den forbindelse er vi blevet enige om, at Venstre i Faxe vil sende et høringssvar, da der er en del områder, som vi gerne vil have belyst inden den politiske behandling. Samtidig vil vi gerne pointere, at der ligeledes er rigtig mange områder, som giver god mening i vores optik og at Venstre fortsat er fortaler for at spare på kvadratmeterne for at kunne bruge pengene på menneskehænder.
Vores udgangspunkt er stadig, at hvis brugerne skal flyttes til andre lokaler og udearealer, så skal det enten have samme standard som i dag eller helst bedre.
Dagplejehuset som foreslås flyttet fra Faxe By til Faxe Ladeplads giver for os ingen mening, da størstedelen af forældrene fra Rønnede- og Faxeområdet skal køre modsat deres arbejdsplads. Det bør derfor undersøges, om det måske er muligt at lægge dagplejehuset i Rønnede – på vej til job.
Det bør ligeledes undersøges, om det økonomisk kan betale sig at renovere den gamle indskoling på Afdeling Møllevang og flytte børnehaven derover. Bygningen er i stærkt forfald, måske er det både bedre og billigere at renovere Møllen.
I forbindelse med at vi modtager betydeligt flere flygtninge end tidligere, vil vi have undersøgt, om det vil være passende at få både modtagerklasser i den østlige og den vestlige del af kommunen, vel vidende at dette er en ekstra omkostning.
Og sidst og ikke mindst, så anser vi det som urealistisk at Rollingen flyttes til Afdeling Rollo. Vi har netop brugt knap 2,5 mill. på at få renoveret Rollingen. Desuden er udearealerne her unikke og det bliver meget svært – og dyrt – at skabe noget som enten er af samme standard eller bedre.
Derudover glæder vi os til, at der både kommer økonomiske beregninger og høringssvar, som sammen kan være med til, at politikerne får det bedste fundament til at træffe de rigtigste beslutninger.
Kommentarer