Rønnede

Verdens bedste fly hos Øst-Sjællands Flyveklub

EB-29

Kongsted: Verdens højst ydende og største svævefly er netop flyttet ind blandt de øvrige fly i hangaren hos Øst-Sjællands Flyveklub

Det er et unikt 1-personers svævefly af typen EB-29, som er det eneste af sin slags i Norden Det sætter nye standarder for moderne svæveflyvning.

Flyet kan starte selv ved hjælp af den indbyggede motor, som efterfølgende kan slukkes og fældes ind i flykroppen, så snart flyet er kommet i luften og begynder at flyve på opvindene.

Kæmpe vingefang og fantastisk ydeevne

Flyet har vingefang på næsten 30 meter. Det er en smule længere end eksempelvis vingerne på et ældre Boeing 737 passagerfly.

– Det er et imponerende syn, fortæller formand for Øst-Sjællands Flyveklub Søren Sarup og fortsætter:

– Flyet har et af verdens højeste glidetal på mellem 63-67. Det betyder, at flyet kommer hele 67 meter frem, for hver meter, det taber i højde. I praksis betyder det, at flyet på en god flyvedag fra god højde kan krydse Sjælland uden at skulle finde termik (opvinde). Til sammenligning har et almindeligt lille motorfly et glidetal på under 10.

Det er tre erfarne piloter, der er gået sammen og har brugt sparepengene på det fantastiske fly. Og med en pris på godt over 2 millioner, er der formentligt sparet sammen længe. Flyet skal deltage i verdensmesterskaberne i Polen til sommer.

Ikke det eneste højtydende fly hos ØSF

De fleste fly i Øst-Sjællands Flyveklub ejes dog fælles af medlemmerne. Og man behøver absolut ikke at være millionær for at flyve i ØSF. De fleste piloter bruger nemlig klubbens fælles fly og betaler kun mellem 500 og 1.000 kroner om måneden for at flyve. Og blandt klubbens fly finder man også mange moderne og højtydende svævefly, også med indbyggede motorer.

Søren Sarup glæder sig til den nye flyvesæson:

– Vi har et fantastisk klubmiljø og en særdeles flot flyflåde i Øst-Sjællands Flyveklub. Og vi håber faktisk på at købe endnu 1-2 højtydende fly i år. Vi har en sund økonomi, der giver os mulighed for at forny og forbedre flyflåden løbende.

– Vi har satset på en model, hvor vi driver klubben via frivillige kræfter, og det har båret frugt. Det giver de fleste med pilotdrømme mulighed for at realisere dem hos os, slutter formanden.

De 3 piloter må dog væbne sig lidt med tålmod i forhold til at teste deres nye vidunder. De tæller – ligesom de øvrige piloter og elever i ØSF – dagene frem til 1. april, hvor flyvesæsonen starter igen.

Der afholdes introdag for nye pilotaspiranter lørdag den 12. april, hvor der forhåbentligt også bliver mulighed for at se blandt andet den nye EB-29 i aktion.

Man kan læse mere om Øst-Sjællands Flyveklub, der ligger mellem Rønnede og Faxe, på klubbens hjemmeside: www.flyveklubben.dk

Kommentarer