Haslev

Verdensarven ligger som et lag under Klintedagene

Klintedagene er en ny måde at opleve Stevns, klinten og verdensarven på – og det er verdensarvspartnerne, som står bag Stevnsuniverset i Boesdal Kalkbrud.

Lyden af rytmiske slag på knirkende kridt blander sig med den stille susen af blade i lunden af stevnske kirsebærtræer. Den runde smag af mjød fordeler sig i munden og hængekøjens duven giver ro. Stevnsuniverset er en del af Klintedagene 23. – 26. august i Boesdal Kalkbrud. Fire spændende dage, hvor eftermiddagene er fyldt med store og små oplevelser og aftenerne byder på god mad og den dramatiske fortælling om verdensarven, KLINT2.

Stevns, universet og partnerne

Det er næppe en hemmelighed at Stevns er UNESCO Verdensarv, fordi klinten er det bedste sted at opleve sporene fra den asteroide, der slog ned i Jorden for 66 millioner år siden og udryddede mere end halvdelen af alt liv på planeten – også dinosaurerne. Den fortælling binder 71 forskellige firmaer, foreninger og organisationer sammen i et partnerskab med verdensarven. Og det er de engagerede partnere som har givet liv til Stevnsuniverset i Klintedagene.

– Vi er med i Stevnsuniverset, fordi vi gerne vil vise gæsterne, at der findes en masse flot at se på – også underfladen, fortæller Gitte Skytte fra DykkerGitte. Fredag eftermiddag tilbyder hun prøvedyk for 500,- kroner fra vandkanten i Boesdal Kalkbrud. Hun har alt udstyret med og hun glæder sig. – Det er fantastisk at dykke her, hvor klinten fortsætter under vandet. Det er et helt specielt lysindfald, når solen skinner og rammer bunden, hvor strålerne bliver kastet tilbage igen.

Kig ind i en anden verden
Er man ikke til verden under vandet, så arbejder Horisonten, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse i St. Heddinge, på en virtuel verden, som gæster kan opleve med Virtual Reality-briller på. De tager også en bid af deres keramikværksted med i universet. Og så sørger deres madlinje for mad til de frivillige og partnerkollegerne i Stevnsuniverset.

På land har partnerne bygget lejrplads, hvor gæster kan få en snak om friluftsliv og vandreture, der er et helt værelse fra det nye bead&breakfast på Stevns, The Normanns og der er hyggelig mjødsmagning hver eftermiddag.
Biblioteket, som også er partner, laver blandt andet fossiljagt med børn og så har de en ægte dinosaur – eller i hvert fald en kæmpe, levende dinosaurfigur. På premieredagen, kan man til gengæld møde dinosaurernes efterfølgere, høns, fra Hønseriget Tokkeruplund. Hønsenes kærlige ejer, Dorthe Kreutzfeldt er glad for at hun meldte sig ind i partnerprogrammet. Ikke kun for arrangementer som Stevnsuniverset, men især det fællesskab hun er blevet en del af.

– Verdensarven gør noget ved os alle sammen. Mange af os løber til dagligt rundt for at få enderne til at mødes, men når vi mødes under verdensarvens vinger, formår den at drysse et lidt større udsyn ned over os; vi kommer ned i tempo. Vi bliver lidt mere kreative og får øjnene op for hinandens kapaciteter og hvordan vi kan bruge dem til det fælles bedste. For verdensarven, for Stevns og for vores forretninger. Det sker for mig og jeg kan se det ske for de andre partnere – derfor er jeg med, fortæller Dorthe Kreutzfeldt.
Sammen

Stevnsuniverset er ikke kun et samarbejde mellem partnerne til verdensarven, det er site manager i Verdensarv Stevns, Naja Habermann og turismekonsulent, Thor Nielsen, som har skabt rammerne og fået partnerne med.
– Det er dét her det hele handler om! At samarbejde lokalt, så vi kan få fortalt både stevnsboere og gæster udefra om Stevns og verdensarven. Det styrker ikke bare den enkelte partner, men hele området, når man finder ud af mulighederne og finder ud af at vise dem frem. Og partnerne har bare grebet idéen og fundet på og knoklet for det her. De er så vilde, fortæller en stolt og glad site manager.

Udover Stevnsuniverset byder Østsjællands Museum også på guidede verdensarvsture, ligesom Traktørstedet Højeruplund og Rødvig Kro og Hotel, som begge også er partnere, er gået sammen om en pop up restaurant under klintedagene.

Fakta
Stevnsuniverset er et samarbejde mellem turismekonsulent, Thor Nielsen, Verdensarv Stevns og verdensarvspartnerne

Stevnsuniverset er gratis og er åbent alle dage, 23. – 26. august kl.14-19.40

Dykning med DykkerGitte er kun fredag d. 24. august kl.16.30. Tilmelding ikke nødvendig. Pris 500 kr. inkl. leje af udstyr. Et prøvedyk varer typisk 30-60 minutter inkl. forberedelse.

Møde forfatter Charlotte Blay hver dag kl. 15

Købe antikviteter fra Veirhanen, håndlavede perlesmykker fra Galleri Færch
se et lækkert værelse fra B&B The Normanns, smage på mjød fra Mjødgaard købe grøntsager fra Nørbys Grøntsager smage krydderurter fra Urtopia

lære mere om friluftsliv og vandreture med Vandretur på det skønne Stevns
blive klogere på fødder og godt fodtøj Klinik for fodterapi/Stevns Sko

besøge høns fra Hønseriget Tokkeruplund (kun torsdag)

jage fossiler i Bibliotekets store kridtblok, lave badges og se den store dinosaur
købe og male keramik og prøve Horisontens virtual reality-område
Høre om kunst og kultur på Stevns hos Kulturloftet

Se og købe lækre Stevnsplakater og T-shirts fra Rikke My og Pilat

Kommentarer