Veterantog på Østbanen de næste to søndage
Faxe Ladeplads: Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog kører mellem Køge og Faxe Ladeplads de næste to søndage
Søndagene den 27. juli og den 3. august kan man opleve ”Østbanen” mellem Køge, Hårlev og Faxe Ladeplads, fra Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog, Kalkexpressen.
Veterantoget består af unikke og historiske enere, blandt andet af en motorvogn fra 1928, der startede på Københavns Nærbane før S-toget kom, en kombineret gods og bænkevogn fra 1916, samt en motorvogn fra 1932, der oprindelig kørte på Næstved – Præstø – Mern – Banen og endelig en Tuborg pakvogn fra 1954.
Togets ulønnede personale, der alle er medlemmer af klubben, er iklædt tidssvarende uniformer.
Veterantoget tager turen Køge – Faxe Ladeplads to gange og man er velkommen til at tage den første afgang ud og den sidste hjem, hvis man vil se og opleve lidt mere på den enkelte destination.
I Faxe Ladeplads er der mulighed for at gå en tur til havnen eller rundt i byen og se de mange bevarede kalkstens huse – eller eventuelt besøge en af byens restauranter. Den førstkommende søndag, kan man nå at få lidt med af den store Rivierafest i Faxe Ladeplads.
Kalkekspressen kører fra Køge klokken 10:01 og igen 14:01. Den ankommer til Faxe Ladeplads klokken 10:50 og 14:50. Veterantoget afgår igen fra Faxe Ladeplads klokken 11:25 og 15:25. Man er velkommen til at køre ud med første afgang og hjem med den senere.
Handelsafdelingen deltager naturligvis med fordelagtige priser på øl og vand, kaffe og knas, bøger og postkort med mere.
Billetterne for voksne koster 95 kroner for en retur. Børn til og med 14 år kan køre med for 60 kroner for en returbillet. Børn på 3 år og derunder er gratis. Billetter købes i toget og der kan kun betales kontant. Cykler, barnevogne og øvrigt rejsegods medtages gratis i togets pakvogn.
Filmklip med veterantoget i Rødvig 13. maj 2012
Kommentarer