Faxe Ladeplads

Veterantoget kører igen – nu på Østbanen

Faxe Ladeplads: Søndagene den 24. og 31. juli kører Østsjællandske Jernbaneklub ture med deres veterantog mellem Køge og Faxe Ladeplads.

Én af sommerens tilbagevendende aktiviteter er, når Østsjællandske Jernbane Klub (ØSJK) arrangerer de nostalgiske togrejser som i vore bedsteforældres tid. De to forudgående søndage kørte klubbens motorvognstog på Lille Syd, de næste to søndage kører det på Østbanen, der snor sig igennem det østsjællandske landskab mellem Køge og Faxe Ladeplads. Toget fremstår som de tog der kørte på sidebanerne i 1930’erne. Alle enhederne i toget er bygget på danske fabrikker mellem 1924 og 1932.

Østbanen blev indviet den 30. juni 1879 med særtog, kongefamilie, flag, æresporte, hurraråb og festmiddag, og dagen efter påbegyndtes almindelig drift med 3 tog dagligt i hver retning.

Østbanen følger Sydbanen det første stykke fra Køge og efter små 4 kilometer nås Egøje trinbræt. Herefter følger Vallø station, Grubberholm trinbræt, Himlingøje trinbræt og Hårlev station. Hårlev har i hele banens levetid været hovedsæde for banen med hovedkontor, værksted og remiseanlæg. Det er også i Hårlev, at banen deler sig i to grene mod henholdsvis Fakse Ladeplads og Rødvig.

Grenen mod Fakse Ladeplads fortsætter gennem Hårlev mod syd og passerer Lille Linde trinbræt, Store Linde trinbræt (nedlagt 1983), Karise station, Ganneskov trinbræt (nedlagt 1978), Tokkerup trinbræt, Fakse station (nedlagt 1977) og Stubberup.

I Faxe Ladeplads er der mulighed for at gå en tur til havnen eller rundt i byen og se de mange bevarede kalkstens huse – eller eventuelt besøge en af byens restauranter. Den førstkommende søndag, kan man nå at få lidt med af den store Rivierafest i Faxe Ladeplads.

Hele overskuddet fra søndagenes kørsler går til klubbens arbejde med at vedligeholde og istandsætte de gamle lokomotiver og vogne.

Toget ruller ud fra Køge Station kl. 10.37 og igen kl. 14.32 med ankomst til Faxe Ladeplads h.h.v. kl. 11.39 og kl. 15.39.

Toget returnerer fra Faxe Ladeplads mod Køge kl. 12.12 og kl. 16.12 med ankomst til Køge kl. 13.06 og kl. 17.06.

Undervejs er der mulighed for at hoppe af og på toget på Egøje, Vallø, Hårlev, Karise og Faxe Syd stationerne.

Cykler, barnevogne og øvrigt rejsegods medtages gratis i togets pakvogn. Billetter købes i toget. Børn under 5 år kører gratis med.

Læs mere om Østbanens historie

 

Kommentarer