Haslev

Vi har brug for Troelstrupgård

debat_logo

Læserbrev: Vi har brug for Troelstrupgård – og for mangfoldighed

Indsendt af Nina Borre Secher og René Henriksen, Skolegade 23, 4690 Haslev

Kære byrådspolitikere!

Som opfølgning på HMDI’s forældreråds læserbrev, vil vi som forældre til børn på Troelstrupgård gerne fortælle vores historie om at flytte til kommunen, vores oplevelse af Troelstrupgård og det at være ny i byen/kommunen.

Vi flyttede til Haslev fra København for 4 år siden. 2 voksne, 1 barn, 1 barn på vej. Det var en stor omvæltning. Og en stor overraskelse, hvor stor omvæltningen var. Kun 60 km væk, og alligevel på nogle områder som at flytte til et andet land. Så der var meget, vi skulle vænne os til og finde ud af/finde vores ben i.

Noget af det, der slog os, var fornemmelsen af, at byen så småt var ved at dø hen. Gå i stå?

Hvis ikke det var fordi, huspriserne fortsat faldt, efter vi havde købt vores hus, havde vi overvejelserne, om det var det rigtige sted for os at bo her. Skulle vi alligevel have valgt et mindre – men dyrere – hus i Køge, med de fordele vi kunne se ved at bo der?

Vi fik til at starte med vores børn i en stor integreret institution i byen. Af praktiske hensyn. Og fordi de pædagogiske principper så fine ud på papiret og blev præsenteret fint ved en fremvisning. Men virkeligheden kunne desværre ikke leve op til det, vi havde forventet og ønsket os.

Det gjorde det også svært at falde til. Det var svært at se os selv i en hverdag, hvor vi som pendlerfamilie var nødsaget til at aflevere vores børn i mange timer, til vilkår under meget pressede ressourcer.

Efter et par år fik vi vores børn ind på Troelstrupgårds børnehave.

Og sikke en verden til forskel, det gjorde for os! Pludselig oplevede vi at kunne aflevere vores børn med ro i maven og fuld tillid og tryghed til, at vores børn blev tilbudt rammer og pædagogik, der modsvarede vores egne værdier og ønsker.

Uden at sige for meget, betød det at vi endelig begyndte at falde til og kunne trives som familie i byen.

Vores børn og vi selv gør brug af flere af byens mange gode og varierede fritidstilbud og foreningsliv. Haslev har en stor styrke her. Ligesom her er en skøn natur rundt om byen. Det er også attraktivt. Og vores søn er netop startet på Vibeengskolen. Det har vi meget positive forventninger til.

Men vi havde ønsket, at han kunne have fortsat på ”Fritten” på Troelstrupgård, fremfor i en stor SFO. Det havde været det rigtige valg for os.

Hvad er det, der for os gør Troelstrupgård til noget særligt?

For os er Troelstrupgård et unikt tilbud til vores børn.

Vi mærker en solid faglighed hos personalet og ledelsen. De har engagement, de virker glade for deres arbejde. De vil det, de laver. De udviser overskud i hverdagen. De SER vores børn. Vi fornemmer som forældre at personalet trives. Vi har oplevet en enorm stabilitet i personalegruppen. Der er sjældent sygdom, og ingen konstant udskiftning eller vikarer.

Vi oplever pædagoger, som er dygtige til anerkendende pædagogik, kommunikation og konflikthåndtering. De har omsorg, humor, kreativitet. De formår at rumme børn med særlige behov på en meget inkluderende og anerkendende måde.

Vi oplever Troelstrupgård som et dynamisk og nytænkende tilbud, der udfordrer de eksisterende rammer (hvad kan vi få for de penge, vi har?); de skaber noget, de er fleksible. Fokus er at gøre noget for børnene, ud fra den aktuelle børnegruppe og sammensætning.

Pengene prioriteres i tryghed og oplevelser. Hele tiden med fokus på udvikling og de fede oplevelser.

Hele tiden fleksibel tilrettelæggelse ud fra børnegruppen og børnenes behov. Fx ved tilrettelæggelse af de ugentlige ture: skal det være stuevis, eller delt op i store/mellem/yngstegruppe, eller drenge/piger? Eller måden førskolegruppen blev etableret som værende både for sig selv, men samtidig som en integreret del af helheden.

Børnene tilbydes en årlig koloni, institutionen har egne busser og tilbyder børnene ture hver uge. Der arrangeres sommerfest og julearrangement på et niveau, vi kun har kunnet være imponerede over!

Både børn og forældre mødes naturligt med respekt og anerkendelse. Vi oplever et højt informationsniveau til forældrene: dagbog næsten hver dag, ugeplan for stuerne, nyhedsbreve, og man kan altid høre om børnene.

Der skabes mulighed for fællesskab i forældregruppen, via fx arbejdsdage og sommerfest/julearrangement. Vi oplever, at reel forældreinddragelse prioriteres, fx ved forældremøde hvor forældrenes mening til diverse relevante emner om hverdagen blev diskuteret og kom frem via gruppearbejde på selve mødet.

Børnehaven ligger i en hyggelig gammel bygning med sjæl og charme. Et dejligt fællesrum binder stuerne sammen. Der er god sammenhæng mellem børnehave, fritidshjem og klub. Bygningerne synes måske lidt slidte udefra, men de er super trygge, gode og hyggelige.

Der er skønne udendørsarealer. Et stort område, men alligevel indrettet så det stadig kan overskues og er trygt for børnene. Der er luft, plads, frihed, tryghed og naturlighed. Og dyrehold. Det er en fornøjelse at opleve børnenes glæde over kaninerne og fårene, og hvordan dyrene er med til at give en særlig ånd og harmoni til stedet.

Hvad vil kommunen udvikle, hvilken vej skal vi gå?

Ønsker vi at tiltrække ressourcestærke, veluddannede familier til at bo i kommunen, med tilhørende skatteindtægter? Eller gå den modsatte vej med yderligere faldende børnetal til følge?

Rigtig mange arbejdspladser ligger og bliver skabt i Københavnsområdet. Så mange vil skulle leve et pendlerliv, når man bor i Haslev. Hvad er det, der skal gøre, at vi og andre vælger at bosætte os her og køre de 20 min. ekstra på motorvejen, ift. fx Køge?

Vi som tilflytterfamilie er ikke i tvivl.

Det er vigtigt både at bevare mangfoldighed, og skabe mangfoldighed. At bevare og give fortsat mulighed for frit valg.

Hvis man skal kunne trives i et pendlerliv, skal man kunne aflevere sine børn i et miljø, der afspejler egne værdier. Man skal kunne aflevere sine børn med ro i maven, i tillid og tryghed til at børnene tilbydes et godt børneliv i de mange timer, vi afleverer dem i daginstitution. Fremfor tvivl og ondt i maven over uro og pressede personaleressourcer.

Byens forretningsliv er døende. Det betyder, at byen og kommunen er nødt til at være endnu mere attraktiv og sælge sig selv på andre ting.

Haslev har et velfungerende og varieret foreningsliv og dejlig natur. Vibeengskolen er attraktiv pga. nytænkning i både indretning af den nye flotte skole og i dens principper om udeskole, læring og sociale kompetencer. Og pga. de skønne udendørsarealer med skov og sø. Den vil være tiltrækkende for nytilflyttere. Men man må ikke ødelægge de velfungerende tilbud ved siden af. Det er vigtigt at bevare gode daginstitutionstilbud af høj kvalitet.

Derfor er det vigtigt, at HMDIs institutionstilbud bevares. Vi – og byen – har brug for dem.

Så kære politikere. Vi – byen – har brug for Troelstrupgård. Fordi vi har brug for variation og mangfoldighed i byens tilbud. Fordi vi ønsker valgfrihed. Og nærhed. Også hvad angår byens daginstitutioner, fritidshjem og klubtilbud. Vi skal udvikle byen. Være tiltrækkende som alternativ til pendlerfamilierne. Men det kommer ikke af sig selv.

Kommentarer