Rønnede

Vi har ikke glemt, at der er noget, der hedder Rønnede

knud_erik_hansen-feb2012

Debat: svar fra borgmester Knud Erik Hansen til Birgit Rosgaard

Tak for dit brev. Vi har i kommunen bestemt ikke glemt, at der er noget, der hedder Rønnede. Vi satser på øget erhvervsudvikling i det nye erhvervsområde, ECO Valley, og vi har bakket op om restaureringen af Rønnede Kro. Begge dele vil være et aktiv for Rønnede i årene fremover.

Du skriver om lukket bank og posthus. Det har kommunen ikke noget med at gøre, men der er stadig en postekspedition i Eurospar i Rønnede og stadig en bankfilial i Kongsted. Det er rigtigt, at der ikke længere er borgerservice i Rønnede. Det er der heller ikke i kommunens andre mindre bysamfund. Der er borgerservice i forbindelse med bibliotekerne i Haslev og Faxe.

Jeg kan godt forstå, at man som dårligt gående ikke kan tage bussen, derfor har vi som kommune valgt at tilbyde kørsel med Flextur, hvor man kan bestille en vogn, der henter én ved boligen og kører derhen, hvor man ønsker. Man kan bestille en vogn mellem kl. 06 og 23, og de første 10 km. koster kun 24 kr. Du kan altså køre til borgerservice og biblioteket i Faxe for det beløb.

Jeg mener ikke, der er fare for, at Rønnede vil dø. Der er blandt andet gode indkøbsmuligheder med både Rema 1000 og Eurospar. Med nyt erhvervsområde, kroen, golfklub og et rigt foreningsliv, gode aktivitetstilbud til ældre, skole og daginstitution er fremtidsmulighederne gode.

Kommentarer