Haslev

Vibeengskolen skal ikke sælges til kursuscenter!

debat_logo

I fredags var jeg en tur i Haslev. Jeg var blevet sulten og gik hen og købte mig en af de gode kebab på torvet

Indsendt af Allan Olsen, Lindersvoldvej 15, 4640 Faxe

Her stod i forvejen en mand i arbejdstøj, elektriker tror jeg. Han talte ivrigt om skolerne med en anden kunde. Jeg har netop fået min kebab og taget den første bid – pludselig hører jeg ham sige; ”Så sælg da Vibeengskolen for fanden – til kursuscenter!” Nu blev jeg godt nok tændt, og ville også være med i samtalen. Hvad mener du?” Han kørte på: ”Vi manglede jo slet ikke skolebygninger i Haslev,” og han forsatte: ”Den bliver jo dyrere og dyrere. De 130 millioner kunne jo med lethed have betalt de skolebesparelser i 10 år, vi nu er ude i. Vi kunne have beholdt vores skoler som rigtige skoler, også Terslev.” Jeg havde nær fået maden galt i halsen, og gik næsten i stå. Han blev ved: ” Og al det pjat med Vestskolen og Midtskolen, det er da ikke skoler!! ”P-skiven siger han – jeg har glemt at sætte den!” og mens han med raske skridt går over til sin varevogn, siger han tilbage til os: ”Hvis jeg havde udført mit arbejde lige så elendigt som politikerne, var jeg blevet fyret!”

Jeg og den anden kunde måbede! Han sagde, at han var godt og vel knotten over, at politikerne bliver ved med at tage kvælertag på skoler og børneinstitutioner. Tænk dog på børn og forældre!

Vi var ikke nødt til at bygge Vibeengskolen – vi kunne godt have klaret os uden. Det var et valg politikerne tog. Så efterfølgende her i valgkampen siger flere kandidater, at de bliver nødt til at lukke èn eller flere skoler i omegnsbyerne. Hele 4 forskellige skoler er nævnt. Det er jo helt useriøst og manipulerende politikersnak, at true med at lukke byens skole med 3-400 elever. Politikere skal vise overblik over kommunens samlede økonomi og indsigt i menneskelige og kulturelle forhold.

Vibeengskolen skal ikke sælges! Og andre skoler skal ikke lukkes! Hver lokal skole skal være åben og byde alle forældre og elever, der har lyst til bruge den, velkommen. Og eleverne skal have lov til at gå i skole der, så længe de ønsker. Også tilflyttere. Alle bydes velkommen betingelsesløst, heraf navnet FOLKEskole.

Således undgår vi tvangsflytning af elever, der skal i børnehaveklasse og elever der skal i 7. kl. – og at sprede frygt og utryghed blandt forældre og børn hvert eneste år.

Udgiften pr skoleelev vil stadig være blandt de allerlaveste i Danmark.

Kommentarer