Viceborgmester: Politiet skal løfte deres ansvar
Efter mere end et år med stigende ballade og utryghed om natten i Haslev, fik et overfald torsdag morgen nu politikerne til at vågne op.
Den 51-årige IT-konsulent Lars Rasmussen fra Haslev blev torsdag morgen gennembanket af to unge overfor bageren i Jernbanegade i Haslev.
Læs også: Utrygheden breder sig i Haslev
– Det er jo grotesk med den her rå og meningsløse vold, og jeg er virkelig nået dertil, hvor jeg bliver rigtig gal over, at det ikke har nogen konsekvenser, siger den overfaldne Lars Rasmussen til TV Øst. Udover slag og spark mistede Lars Rasmussen et par fortænder.
Torsdagens overfald kommer efter mere end et års stigende ballade fra en gruppe på 10 til 15 voldelige unge. De lokale politikere har kendt til situationen i Haslev, men først nu reagerer de.
– Man skal ikke være utryg ved at færdes på gaderne, så det er vi nødt til at få kigget på, siger viceborgmester i Faxe Kommune, Dorte Nybjerg fra Venstre til TV Øst.
Politiets opgave
Det er politiets opgave at sørge for borgernes sikkerhed, og Dorte Nybjerg mener at de skal løfte deres ansvar og sørge for at være tilstede. Ifølge TV Øst er politiet godt klar over at der er problemer i Haslev og de patruljerer dagligt i området.
– Vi har ikke gjort noget yderligere efter overfaldet i torsdag, fordi vi allerede har en ekstra indsats tilknyttet Haslev. Men vi fortsætter med at patruljere hver dag og selvfølgelig skærpes opmærksomheden, når der har været episoder med grov vold, siger Peter Risager Haslund, vicepolitiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.
Viceborgmester Dorte Nybjerg mener også at man fra politisk side, er nødt til at finde en handlingsplan
– Som politikere kan vi gå ind og kigge på det samarbejde, der er omkring SSP. Jeg vil i hvert fald bede om en redegørelse for, hvordan samarbejdet i øjeblikket fungerer og gå ind og kigge på, om vi kan gøre noget anderledes, siger Dorte Nybjerg til TV Øst.
Kommentarer