VIDEO: Brolæggerne fra Dalby mødte pukkelhvalen
Dalby: Brolæggerteamet fra Dalby var 30 cm fra en pukkelhval da de i fredags var på fisketur i Øresund
Købmandskurven blev fravalgt til fordel for en fælles en oplevelse, da mester Jan Aagaard fra Brolæggerteamet i Dalby skulle vælge julegaven til sine medarbejdere. Så fredag d. 6. januar var Brolæggerteamet på fisketur på Øresund.
Det blev en fisketur de aldrig glemmer.
– Jeg havde bestemt mig for at give mine medarbejdere en oplevelse istedet for at par flasker vin, men jeg havde ikke lige regnet med, at vi skulle komme så tæt på en 10 meter lang pukkelhval i en lille fiskekutter, siger Jan Aagaard
Det var brolægger Ronny Winsløw der først fik øje på hvalen.
– Jeg skyndte mig hen til skipper, så han kunne sænke farten på den kun cirka 20 meter lange kutter. Det var helt vildt at komme så tæt på det enorme dyr, siger han til faxe.nu og forsætter:
– Halefinen var nok 2 meter bred og hvalen 10 meter lang. Flere af personerne på båden var blot 30 centimeter fra at røre pukkelhvalen.
– Jeg har sagt til Jan at det var en god julegave og det vil vi gerne igen til næste år, griner Ronny Winsløw og kigger på sin mester med et grin. – så må han jo tage os til Grønland næste år, siger Jonny til Faxe.nu indover kaffebordet hos Brolæggerteamet i Dalby.
Se video med den enorme pukkelhval her:
Pukkelhvalen er siden fredag blevet set flere gange i Øresund. Hvalekspert Thyge Jensen har også været på udkig men det lykkedes ham ikke at finde det store dyr. Han registrerer alle meldinger om forekomster af hvaler og sæler i de danske farvande samt Østersø-området på hjemmesiden hvaler.dk.
[nggallery id=28]Supplerende oplysninger:
Sidst Danmark havde besøg af en pukkelhval var tilbage i 2008, hvor en pukkelhval i løbet af d. 23 og 24. juli svømmede ned gennem Øresund, for at runde Bornholm omkring d. 1. august. Efter en omkring tre ugers rundtur i Østersøen med besøg i bl.a. Kielerbugten blev den sidste gang observeret ved Gøteborg d. 30. august.
Kommentarer