Haslev

Vil spare 20 mio på kommunens drift

haslev_raadhus

Faxe Kommune: Kommunen kan spare 20 millioner hvis de kommunalt ansatte rykker tættere sammen

Faxe Kommune kan spare 20 millioner kroner om året ved at flytte flere aktiviteter sammen og sælge nogle bygninger. Det viser en undersøgelse som er foretaget af kommunens Center for Ejendomme. Faxe Kommunes administration anvender 5,2 kvadratmeter per borger. Til sammenligning anvender Brønderslev Kommune 4,3 kvadratmeter per borger.

Vej- og ejendomschef Jørgen Vejsig præsenterede det store besparelsespotentiale ved et temamøde kommunalbestyrelsen har afholdt inden de kommende budgetforhandlinger.

– I princippet er det et potentiale på 20 millioner kroner som ikke ændrer på servicen. I nogle tilfælde kan de måske endda være med til at forbedre servicen, siger Borgmester Knud Erik Hansen (S) til Sjællandske. Han ønsker at en del af disse besparelser skal realiseres allerede i 2015.

Kommentarer