Vild biljagt efter indbrud hos guldsmed i Haslev

Haslev: Klokken 4.05 i morges var der indbrud i guldsmedeforretningen Focus i Jernbanegade i Haslev
Efter en længere biljagt, som først sluttede i Nykøbing, blev en 24-årig mand fra Nykøbing anholdt og sigtet for et indbrud, der var begået fredag klokken 4.05 i guldsmedeforretningen Focus i Jernbanegade i Haslev.
Her havde tyven smadret en rude og stjålet en håndfuld forskellige ure og smykker, og han ræsede derefter fra stedet i en Volvo.
Det fortalte vidner fra nabolaget, der var blevet vækket af støjen.
En politibil så flugtbilen på Sydmotorvejen, hvor den var på vej sydpå, men ved afkørslen ved Nørre Alslev bakkede Volvoen ind i politibilen, som dermed blev sat ud af spillet. En anden politibil var lige i hælene på tyven og kunne optage forfølgelsen.
På Hans Ditlevsensvej i Nykøbing smed den 24-årige bilen fra sig og stak i løb – men skarpt forfulgt af en politihund. Han opgav flugten på Gartnervej, hvor han blev anholdt og sigtet for indbruddet.
Den 24-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres nærmere.
Opdateret klokken 08.27
Kommentarer