Vild med viden på Geomuseum Faxe på lørdag

Faxe: Geomuseum Faxe inviterer alle interesserede børn og voksne til reception lørdag den 24. marts
Anledningen er udgivelsen af en ny spændende bogserie for videbegærlige børn!
Lørdag den 24. marts udgives de første 8 bind i bogserien Vild med Viden. Bøgerne henvender sig især til de børn der bare vil vide mere. Bøgerne er små hæfter i A6, de er på blot 16 sider og kan bruges som læs-højt-bøger eller for de lidt ældre som læs-selv-bøger.
De første 8 bøger er skabt i samarbejde med og skrevet af ansatte på de geologiske museer og oplevelsescentre rundt om i landet.
De handler blandt andet om dinosaurernes uddøen og de store fossiler man kan finde i Danmark, fx hajer, hvaler og kæmpeblæksprutter, eller var det noget med aftryk af 500 millioner år gamle vandmænd på Bornholm?
Lørdag den 24. marts kan man møde nogle af forfatterne til bøgerne. Høre små foredrag om de spændende fund af kæmpehvaler, blæksprutter og krokodiller der er beskrevet i bøgerne, samt hvorfor dinosaurerne uddøde.
Man kan også gå på fossiljagt i Faxe Kalkbrud og finde sine helt egne fossiler.
Alle børn får en gratis bog hver
Vejledende udsalgspris 20 kr. pr stk., 3 for 50 kr.
Receptionen foregår lørdag den 24. marts fra klokken 13 til 16 på Geomuseum Faxe, Østervej 2 i Faxe
Om Vild med Viden
- Vild med Viden er for de børn der hele tiden stiller spørgsmål om al ting, og som bare gerne vil vide mere.
- Vild med Viden er en serie af små bøger der fortæller fantastiske historier fra museernes verden.
- Vild med Viden kan bruges som højtlæsningsbøger, og lidt ældre børn kan læse dem selv.
- Alle bøgerne er skrevet af fagfolk. Der er lagt vægt på høj faglighed i et sprog som børn kan forstå.
- Vild med Viden er skabt af biolog Lone Bruun i samarbejde med danske museer og oplevelsescentre og udgives af ForlagetEpsilon.dk.
- Vild med Viden skal udvikle sig og skal med tiden dække alle tænkelige og utænkelige emner fra den danske museumsverden.
Kommentarer