Faxe Ladeplads

Vild, Våd og Sejl i Faxe Ladeplads

vild_vaad_sejl_2012

Faxe Ladeplads: Kommunens ungdomsskole afholder igen i år det traditionelle Vild, Våd og Sejl på stranden i faxe Ladeplads

Fra tirsdag den 29. juli til torsdag den 31. juli afholder Faxe kommunale Ungdomsskole det traditionelle arrangement Vild, Våd og Sejl. Her kan børn og unge prøve kræfter med en masse spændende vandaktiviteter. De kan blandt andet sejle i joller, kanoer, kajakker, samt deltage i forskellige strandaktiviteter.

Kanoerne er nemme at lære at ro – og det er sjovt. Større udfordring får man i de hurtige kajakker. Og bliver man rigtigt god, kan man måske lære at lave en grønlændervending.

I alle aktiviteter vil der være undervisning for både begyndere og øvede.

Alle aktiviteter foregår i et afmærket område. Der vil være livredder og følgebåd til stede.

Hvis vandet føles for koldt, kan man deltage i forskellige strandaktiviteter.

Deltagerne skal lytte efter de voksnes anvisninger. Ungdomsskolens voksne instruktører har de nødvendige sikkerhedsmæssige uddannelser.

Underviseren er som altid Verner Roland, bedre kendt som Kondi. Han kan kontaktes på telefon 2370 3272.

De fleste af børnene er med hvert år, men der er altid plads til nye, turister er også velkomne og man kan stadig nå et være med. Man møder bare op og melder sig i den grønne pavillon nede på stranden.

Deltagere under 18 år skal medbringe en tilladelse fra sine forældre – blanketten finder man på Ungdomsskolens hjemmeside.

Husk at medbringe mad, drikke og solcreme samt skiftetøj.

Vild, Våd og Sejl foregår tirsdag den 29., onsdag den 30. og torsdag den 31. juli, alle dage fra klokken 9 til 15 på stranden ved Flagstangen i Faxe Ladeplads. Adgang via Øster Søvej.

Kondi alias Verner Roland afholdt i 1992 en spejderlejr på stranden, hvor nogle få af kommunens børn deltog. Allerede året efter gik alle børneinstitutionerne i den gamle Fakse Kommune med i arrangementet. Senere var det Sømandshjemmet der stod for løjerne og nu er det Ungdomsskolen der arrangerer, under kyndig vejledning af Kondi.

Kommentarer