Rønnede

Vis flaget med Kræftens Bekæmpelse

kb_cancer_landsindsamling

Faxe Kommune: Man kan allerede nu tilmelde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling.   

Søndag den 12. april holder Kræftens Bekæmpelse landsindsamling over hele landet. Som ved de tre forrige landsindsamlinger bliver det med det personlige budskab som bannerfører. Igen i år kan de mange indsamlere fortælle deres egen grund til at samle ind for Kræftens Bekæmpelse. Alle indsamlere får udleveret et flag, hvor de kan skrive deres grund til at samle ind. Flaget kan hæftes uden på tøjet eller sættes fast på tasken.

De penge, der bliver samlet ind til landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Kun fire procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af alle dem, der vælger at støtte sagen og som samtidig er med til at sikre, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft og pårørende har de rigtige betingelser for, at livet med og efter kræft bliver bedst muligt.

– Uanset hvilken grund man har, håber vi, at rigtig mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et bidrag eller ved selv at gå ud med indsamlingsbøtten, lyder det fra de tre indsamlingsledere i Faxe Kommune.

Faxe Kommune er delt op i tre distrikter, Haslev, Rønnede og Faxe med hver sin indsamlingsleder. I Haslev er det Anne Lindholm, i Rønnede Maria Ramshøj Jensen og i Faxe Allan Jones. Tilmeldingerne er i fuld gang. Alle, som var indsamlere sidste år, har fået besked via sms eller mail, og nye kan tilmelde sig på indsamling.dk.

I Haslev skal indsamlingsbøtterne hentes på Haslev Bibliotek, hvor der fra klokken 9 til 10 bydes på morgenmad, inden bøtterne udleveres mellem klokken 10 og 11. I Faxe er der udlevering af bøtter fra klokken 10 til 11 på vandrerhjemmet på Kalkbrudsvej, og i Rønnede enten på Aktivitetscenter Dalgården, Thujavej 19 eller hos Käthe Rohde, Vordingborgvej 414, Dalby. Begge steder mellem klokken 9.30 og 10.

Alle kan melde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Unge under 18 skal gå to og to, mens børn under 13 skal følges med en voksen.

Man kan melde sig som indsamler på 7012 2015 eller på www.indsamling.dk

Kommentarer