Visioner og kystsikring
Kajakpladser, saunaer, omklædningsmuligheder og bassiner – tiltrækning af turister og understøttelse af borgernes lyst til fysiske udfoldelser og aktiviteter i naturen.
Indsendt af Marianne Bøyesen, Saltema 6, 4654 Faxe Ladeplads. Nr. 7 på Borgerlisten (L).
Steen Petersen har med sit indlæg i uge 40 trods alt forstået et lille hjørne af de muligheder ”De Hvide Dronninger” kunne give vores kyststrækning i Faxe Kommune. En evt. havneudvidelse ville være endnu en brik til udviklingen af turismen.
Kystsikringen er dog det tungest vejende argument for hele det forberedende arbejde, Faxe Kommune i samarbejde med borgerne har udført. Men begejstringen ses ikke kun fra erhvervsministerens side også Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet, og AP Møllerfonden har vist interesse i at støtte projektet. Begejstringen skyldes dog udelukkende den synergieffekt en kystsikring og friluftsaktiviteter kunne have på hinanden. Det er sådan, der skabes muligheder for, at Faxe Kommune også kan få del de mange fondsmidler, som andre kommuner allerede har benyttet sig af. Men det kræver visioner, mod og nytænkning for at komme i betragtning.
En vision er uden for rækkevidde, men inden for synsvidde og skal skabe et billede, som sætter Faxe Kommune på Danmarkskortet. Det forekommer ofte, at visionen må tilpasses både den tekniske og den økonomiske virkelighed. Men det er dog vigtigt at holde fast i ønsket om udvikling og forbedring af vores kystnære område.
Kommentarer