Freerslev

Vokalgruppe giver gratis koncert i Freerslev kirke

Foto: Lisbeth Scharling (sopran), Carl Henrik Paulsen (tenor), Carina Ballegaard (sopran), Thomas Andreasen (bas), Kristina Renault (alt), Jesper Kjærulff (tenor) og Majbrit Schroller (alt).

Vokalgruppen Real Moments der udspringer fra Næstved har givet koncerter i mere end 10 år. Ved koncerten i Freerslev synder de deres ’Greatest Hits’ fra hele deres karriere. Det er gratis.

Torsdag den 23. november klokken 19 kan man opleve flotte toner med vokalgruppen Real Moments i Freerslev Kirke.

Vokalgruppen Real Moments synger i både 4-, 5- og sågar 6-stemmige arrangementer. På repertoiret er a cappella-sang, men også instrumentledsagede solonumre.

Real Moments er meget inspireret af vocaljazz, som man blandt andet kender fra Manhattan Transfer og numre som Operator og Blue Champagne.

På repertoiret er også kendte numre i overraskende udgaver, for eksempel ’Det var en lørdag aften’ i et imponerende swing-arrangement, Shu·Bi·Duas ’De Tre Små Grise’ med indlagte lydeffekter eller Coldplays stadionrocker ’Viva La Vida’, her dog omsat til en inderlig hymne. Det gode, gamle SweDanes-nummer ’Side By Side’ bliver leveret med blæsere og hele pivtøjet, alt dog frembragt helt uden instrumenter!

Traditionel dansk kormusik er også på programmet, en del julemelodier, svenske folkemelodier, gospel, barbershop og negro spirituals. Solistindslag kan veksle med korindsatserne.

Der er gratis entre.

Kommentarer