Voldgiftssagen om Vibeengskolen udsat til oktober

Voldgiftssagen om kommunens prestige byggeri, Vibeengskolen i Haslev er udsat til ugerne 41 og 42 i 2018.
Byggeregnskabet vedrørende Vibeengskolen i Haslev er fortsat uafsluttet. Faxe Kommune venter fortsat på resultatet af en voldgiftssag, der oprindeligt var berammet i januar 2017. Men sagen er blevet udsat. Det skriver seniorkonsulent John Birkegaard i en e-mail til Sjællandske:
– Grundet en række fornyede spørgsmål til skønsmændene har Voldgiftsretten valgt at udsætte behandlingen af sagen til ugerne 41 og 42 i 2018.
Skønsmænd fra Voldgiftsnævnet var allerede tilbage i juni 2016 på besøg på Vibeengskolen i Haslev. De så blandt andet på de skandaleramte MgO-plader, der er monteret som vindspærre i facaden, under Vibeengskolens ydre røde skal.
Med et facadeareal på 5.000 m2 på Vibeengskolen kan Faxe Kommune risikere at stå overfor en ekstraregning på op imod 15 millioner kroner, hvis alle MgO-plader viser sig at skulle udskiftes.
Læs også: Skønsmænd på besøg på Vibeengskolen
Der angives mange andre grunde til at Faxe Kommune ikke kan blive enige med entreprenørerne Bent Nygaard Sørensen, Brdr. Thybo samt rådgiveren Arkitema om regningen for byggeriet.
Inden byggeriet overhovedet kunne starte, skulle nogle arkæologiske fund først undersøges. Siden skabte en blød bund problemer. Dernæst opstod en lang række tekniske problemer, såsom for snævre elevatorskakte, klasselokaler uden stikkontakter, dårligt varmesystem, forkerte trappeværn og manglende asfalt.
Desuden har byggeriet af skolen overskredet det oprindelige budget på 155 millioner kroner med mere end 16,2 millioner kroner.
Kommentarer