Voldsom kollision i krydset Præstøvej – Rådhusvej

Faxe: Torsdag eftermiddag skete der en voldsom kollision mellem to personbiler, i det berygtede vejkryds på Præstøvej.
Torsdag den 24. april klokken 13.30 overså en midaldrende mand i en sort Audi sin vigepligt da han kom kørende ad Præstøvej. Han kørte direkte ud på Rådhusvej uden at stoppe.
En kvinde i en lille metalrød VW UP nåede ikke at bremse og kørte direkte ind i siden på den sorte Audi.
Alt for mange overser den vigepligt, der blev indført i 2008 i forbindelse med forlængelsen af Rådhusvej. Før den nye vej blev etableret, kunne man køre fra Faxe mod sygehuset, uden at skulle holde tilbage for trafikken fra Rådhusvej.
– Det er fandeme utroligt, at der stadig ikke er kommet et lyskryds eller om ikke andet et fuldt stop skilt på Præstøvej, udtaler Arne Hansen, der er nabo til krydset. Det skriver Sjællandske.
– Der er sket 22 sammenstød i alt siden 2008, i hvert fald imens vi har været hjemme, min kone Jette fører regnskab med det, fortæller Arne Hansen.
Der har tidligere været kritik af skiltningen ved krydset. Faxe Kommune igennem årene lavet en hel del ændringer, så krydset er blevet forsynet med skilte, bump, og rød asfalt med store advarselstrekanter. Men på trods af det, er oversigten stadig dårlig, når man kommer til krydset ad Præstøvej. Nedrivning af flere ejendomme og en rundkørsel kan løse problemet.
– Jeg mener det forholder sig sådan, at hvis der registreres mere end to uheld samme sted i løbet af fem år, så er det noget vi skal se på. Det må du ikke hænge mig op på her og nu, men når der nu er sket endnu et uheld i krydset i Faxe, så er det naturligvis noget vi skal se på i den trafiksikkerhedsrevision, vi skal lave i år, siger formanden for trafiksikkerhedsrådet i Faxe Kommune Ivan Lilleng (K) til Sjællandske.
Ifølge politiets vagtchef er den ene part blevet kørt til observation på sygehuset.
Kommentarer