Voldsom oversvømmelse ved Lindersvold

Lindersvold: Faxes frivillige beredskab har siden onsdag aften været på en stor pumpeopgave i Lindersvold.
Siden onsdag den 7. januar omkring klokken 19 har mandskab fra det frivillige beredskab under Faxe Brand & Redning, været på en stor pumpeopgave i Lindersvold syd for Faxe.
Et større areal der hvor Egemosevej støder ud til Lindersvoldvej, var pludseligt blevet oversvømmet med store mængder vand, muligvis på grund af brud på dræn og afvandingsrør fra markerne omkring Lindersvold. Vandet stod cirka 55 cm. over Lindersvoldvej.
Mandskabet fra det frivillige beredskab fandt en brugbar brønd cirka 200 meter væk, hvor de pumper vandet hen.
Det er lykkedes at lokalisere den overbelastede brønd, der ikke kan aflede vandet, så der kan pumpes direkte fra den.
Det frivillige beredskab slukkede den sidste pumpe klokken 8 fredag morgen. De har pumpet uafbrudt siden onsdag aften både nat/aften/dag. Indtil videre skal de ikke pumpe derude mere, for at se hvordan det går.
De er nu i gang med oprydning af flere hundrede meter slanger, og afvaskning af materiel.
Faxe Kommunes Vej & Park afdeling skal nu have fundet årsagen til den pludselige oversvømmelse i Lindersvold.
Foto: Jakob Jakobsen.
Kommentarer