I 20 år har der aldrig været så få mennesker mellem 16-64 år på overførselsindkomst, som der er nu.

Indsendt af Per B. Thomsen, afdelingsformand i 3F Midt & Østsjælland.

Det burde betyde, at antallet af personer i job tilsvarende var det højeste i 20 år, men det er ingenlunde tilfældet.

Desværre dækker tallene i udstrakt grad over, at mange er faldet igennem vores sociale sikkerhedsnet og står uden forsørgelsesgrundlag. For eksempel har 83.079 ledige mistet dagpengene siden 2013, da dagpengeperioden blev skåret ned til to år. Og oven i hatten kommer alle dem, som er faldet ud af kontanthjælpssystemet.

Og efter 1. juli er konsekvenserne af dagpengereformen trådt i kraft. Den indeholder bestemt forbedringer i forhold til muligheden for at få en lidt længere dagpengeperiode, men også en yderligere økonomisk sanktion i form af en karensdag, hvis ikke man får mindst 20 dages arbejde hver gang, der er gået fire måneder. Og til januar bliver dagpengesatsen lavere, som resultat af skattereformen for 2012, hvor man besluttede at ”mindreregulere” overførselsindkomster fra 2018.

Da man lavede dagpengereformen i 2010 kaldte økonomer, socialrådgivere, fagbevægelsen og politikere reformen for historiens ”største anslag” mod den danske model – og det mærker vi tydeligt konsekvenserne af nu.

Den økonomiske utryghed vi skaber ved at forringe dagpengesystemet kan få store konsekvenser for samfundsøkonomien. For når man ikke længere har vished for en økonomisk sikring, hvis man skulle miste sit job, så er man mindre villig til at acceptere fleksible opsigelsesfrister som arbejdstager og man holder også op med at bruge penge ift. privatøkonomien. Og omvendt, så tør man ikke som arbejdsgiver investere under økonomiske opsving i frygt for ikke at kunne komme af med arbejdskraften igen, når efterspørgslen falder. Det bliver altså gensidigt ufleksibelt for arbejdstager og arbejdsgiver og kan føre til økonomisk stilstand, når man forringer dagpengesystemet.

Samtidig er reformen, dens konsekvenser og efterdønninger et skridt imod løndumping og et arbejdsmarked, hvor man spiller lønmodtager ud mod lønmodtager i en nedadgående spiral.

For når dagpengesystemet forringes, så svækkes incitamentet til at organisere sig i en a-kasse og fagforening, deraf svækkes forhandlingskraften ved overenskomsterne, og det bliver derfor sværere at fastholde ordentlige løn-og arbejdsvilkår.

Altså når det faglige fællesskab smuldrer, så bliver det alles kamp mod alle. Og så er det, at man får et lavtlønsarbejdsmarked, som vi kender det fra Tyskland.

Vi må ikke glemme, at det var den borgerlige regering, der i 2010 strammede grebet om arbejdstagerne og den danske model. Vi mærker konsekvenserne nu. Det er et dyrt offer Løkke og co. er villige til at bringe, for at kunne give topskattelettelser endnu en gang. Dyrt i mere end én forstand.