Kultur

Tradish – Irsk musik uden grænser

Foto: Tradish

Tradish har igennem de sidste 10 år rejst rundt med deres musik, og fortalt historier på hundredvis af scener på tværs af Europa. Tradish har mødt og genset et publikum, der værdsætter den åbne og personlige tilgang til den traditionelle irske musik, der kendetegner Tradish. Som en del af den levende irske musiktradition, spiller Tradish sig ind i en spændende og livsbekræftende blanding af det gamle og det nye, fortid og nutid, med en stærk forankring og respekt for rødderne.

I 2020 udgav Tradish deres 3. album Handmade tales: et snapshot af, hvordan bandets karakteristiske lyd har udviklet sig efter 10 års sammenspil: lyden af 3 stemmer og 6 hænder der stryger og slår på instrumenter, som er håndlavet af træ, strenge og gedeskind.Den lyd kan vi glæde os til på Haslev Folk Clubs første koncertaften i efterårssæsonen 2021.

Bandet blev dannet i 2009 og består af Louise Ring Vangsgaard på violin og vokal, John Pilkington på irsk bouzouki, guitar og vokal, og Brian Woetmann på bodhran, percussion, mandolin og vokal. Louise har en klassisk musikopdragelse bag sig, men blev tidligt fascineret af nordisk og irsk folkemusik. Hun har slået sine musikalske folder i mange sammenhænge inden for de genrer. John stammer fra Manchester og har rejst verden rundt som omrejsende troubadur og sangskriver. Siden 1995 har han boet i Danmark og har – ligesom Louise – været medlem af bandet Moving Cloud, som besøgte Haslev i 2006 og 2008. Brian er med bodrahn og mandolin central for bandets lyd, ligesom han ofte inddrager percussion-instrumenter fra andre traditioner.

Traditionel irsk musik har gennem de sidste 200 år vokset sig til et kraftfuldt træ med forgreninger, knopskud og spirer over hele verden. Nu er den et globalt fænomen, og det irske musiktræ står i fuldt flor. Tradish tog på deres 2. album Roots & Shoots os lyttere med på en rejse, hvor brændstoffet og inspirationen blev hentet fra træets rødder og fra betragtninger af folks liv her og nu. Roots & Shoots høstede begejstrede anmeldelser tværs over Europa, og Tradish blev valgt som ét af 10 bands til at repræsentere Danmark i musikeksport-projektet “Danish Roots – Growing in the World”.

Fredag den 10. september 2021 på Kultunariet.

Billetter kan som sædvanlig bestilles via www.haslev-folk-club.dk

(Koncerterne i Haslev Folk Club er støttet af Faxe Kommune og Statens Kunstråd)

 

Kommentarer