20 % af kommunens borgerne føler sig ensomme
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/03/aeldrepleje.jpg)
Faxe Kommune: Projektet Ensomt eller Aktivt Ældreliv er afsluttet – men Faxe Kommunes fokus på ensomhed blandt ældre er stadig stor
I 2011 indgik Faxe Kommune sammen med 25 kommuner i landet en aftale med Socialministeriet om at deltage i et 3-årigt projekt omkring ensomhed blandt ældre.
Projektet blev indledt med en større undersøgelse, hvor cirka 300 ældre i Faxe Kommune deltog ved at besvare et større spørgeskema. Undersøgelsen mundede ud i en samlet rapport, der på landsplan viste at cirka 25 procent af de adspurgte ældre føler sig uønsket ensomme.
I Faxe Kommune var tallet cirka 20 procent, hvilket betyder, at kommunens ældre borgere generelt har det godt.
Læs også: Faxe Kommune vil bekæmpe ensomhed blandt ældre
En af de bemærkelsesværdige konklusioner ved undersøgelsen var, at ensomhed ikke nødvendigvis hænger sammen med hvor aktiv den ældre borger er, idet man sagtens kan føle sig ensom, selv om man deltager i forskellige aktiviteter og befinder sig blandt andre. Ensomhed er derimod meget tæt forbundet med følelsen af nærhed, sådan at jo større følelsen af nærheden til én eller flere andre mennesker er, jo mindre vil følelsen af ensomhed også være.
Projektet bød endvidere på udvikling af specifikke redskaber som en hjemmeside www.aktivtaeldreliv.dk, et opmærksomhedsredskab til personale og andre som kommer i kontakt med de ældre samt et mindre uddannelsesforløb for personaler i kommunerne.
Til foreningerne er der udarbejdet en plakat, som skal danne grundlag for løse snakke omkring ensomhed og hvordan man tager imod for eksempel nye medlemmer. Målet er at gøre foreningerne mere bevidste både omkring emnet ensomhed men også om hvordan de kan gøre en forskel selv.
Faxe Kommune har, ved fordelingen af det modtagende tilskud på 6,5 millioner kroner fra ældrepuljen, lagt særligt fokus på at styrke mulighederne for at skabe flere sociale aktiviteter på ældreområdet samt at understøtte og styrke de frivilliges indsats.
Dette sker blandt andet via ansættelse af ni nye aktivitetsmedarbejdere på plejecentrene, tre aktivitetsmedarbejdere med fokus på ensomme ældre i kommunen samt ansættelsen af en ny frivillighedskoordinator der skal være med til at styrke Dalgården som Frivillighus. Det er forventningen med denne indsats, at ældre borgere i Faxe Kommune øger muligheden for at opleve større nærvær når de er til aktiviteter og er sammen med andre mennesker.
– Social og Sundhedsudvalget ser det som en fantastisk mulighed for at tilbyde noget ekstra til vores ældre. Det er vores ønske, at de ældre får flere tilbud og muligheder for aktiviteter, og ikke mindst at de ældre borgere der føler sig alene, nu får en bedre mulighed for at blive engageret og aktive i deres hverdag, udtaler Formanden for Social og Sundhedsudvalget Mogens Stilhoff.
Kommentarer