40 år i Centrum Salonen skal fejres
Onsdag den 30. oktober bliver en særlig festlig dag hos Centrum Salonen på Vestergade 11b i Haslev. Her kan indehaver Inge-Lise Jørgensen fejre 40 års jubilæum i den lokalkendte frisørsalon.
– Ja tænk, at der er gået 40 år siden jeg gik ind i Centrum Salonen første gang, lyder det fra jubilaren.
– Det har været mange gode år med trofaste kunder, og heldigvis er mange nye også kommet til undervejs. Vi har plads til alle i vores salon, og nogle kunder er kommet her siden de var børn. Når de så nu kommer med deres børn og siger “den pude har jeg også siddet på, da jeg var barn“, er det lidt tankevækkende, hvor tiden er blevet af.
De første år var Inge-Lise ansat, hvor Ulla og John Henriksen var ejere, og de sidste 20 år har hun drevet salonen som selvstændig, hvor salonen gennem tiden har været arbejdsplads og lærested for mange gode kollegaer. En af de ansatte, Anita, har været med de sidste 30 år.
– Vi har løbende fulgt med tiden og sætter en stor ære i at være opdateret med hvad der sker i frisørverdenen. Det gælder både frisure, teknik og produkter, og vi har været på mange gode kurser i både ind- og udland, fortæller Inge-Lise Jørgensen.
– Vi har været med i mange af livets fester, og vi kan ikke nok gange sige alle vores kunder, tak for at de bliver ved med at komme, slutter den jubilerende frisørindehaver.
Der er reception i Centrum Salonen onsdag den 30. oktober fra kl. 14.00 til 18.00, hvor alle kunder, forretningsforbindelser, venner og familie er velkomne på Vestergade 11b i Haslev.
Kommentarer