Kultur

50 års jubilæumsudstilling af keramikerne Karen Bennicke og Peder Rasmussen

Karen Bennicke: To værker fra henholdsvis 2022 og 1983 Foto: Karen Bennicke og Peder Rasmussen

Keramikerne Karen Bennicke og Peder Rasmussen har nu haft værksted sammen i 50 år.

Det vil blive fejret ved åbningen af årets udstilling i deres showroom i Store Lade på Bregentved Gods ved ”trekanten” mellem Koldinghus Allé og Moltkesvej. Lørdag den 7. og søndag den 8. maj fra kl. 12 – 17.

Bennicke og Rasmussen har sat en række helt nye værker sammen med et udvalg af de ældre – endda af de allerældste. Desuden er der en del ting fra de senere år udstillet i lagerrummet.

Som sædvanlig holdes udstillingen åben den 1. lørdag i hver måned fra maj til september, fra kl. 12 – 17 samt efter aftale.

Info

Trods Corona-nedlukning har der været nok at se til på værkstedet i Bregentved.

Af helt særlige udstillinger i 2021 kan nævnes, at Karen Bennicke deltog med tre skulpturer og et relief i udstillingen Bend, Bubble and Shine på Hostler & Burrows Gallery i New York og senere på deres galleri i Los Angeles. Nu arbejder hun videre med en større serie værker til en solo-udstilling på Modern Shapes Gallery i Antwerpen til efteråret.

Desuden en meget glædelig nyhed: To af Karen Bennickes skulpturer er erhvervet af Musée des Arts Décoratifs, Louvre i Paris. Erhvervelsen er sket med gavmild støtte fra Ny Carlsbergfondet.

En anden særlig begivenhed i 2021 var udgivelsen af Peder Rasmussens nye bog: Keramikkens Sprog i det sene efterår. Den fik fine anmeldelser i flere større aviser og er nu så godt som udsolgt.

På grundlag af bogen er Peder Rasmussen nu ved at arrangere en udstilling af samme navn på keramikmuseet CLAY i Middelfart, der skal åbne i februar måned, 2023.

Lige for tiden, indtil 14. maj, kan man se Peders Rasmussens udstilling En slags orden, på Galleri Pagter i Kolding.

Kommentarer