Terslev

63 procent af varmen forsvinder i rørene?

eon_oerslev-terslev

Terslev: E.ON der driver fjernvarmeværket Ørslev-Terslev har tilsyneladende lavet fejl i regnskabet for 2013.

Faxe Kommune har i december 2014 fået et tilbud om at købe E.Ons varmeværk i Terslev og fordelingsnettet, for 4,5 millioner kroner.

Men en række helt afgørende spørgsmål fortsat er uafklarede. Det skriver Sjællandske.

– Der er fejl i regnskabet, men vi ved fortsat ikke, hvor stort nettabet er. Det skal undersøges i uge 8 af nogen, der har forstand på det, siger kommunaldirektør Thomas Eriksen til Sjællandske.

Læs også: Borgmesteren svarer Terslev Borgerforening

Kommunen har bedt Rambøll om at kigge på sagen og de regnskaber Rambøll har fået fra E.ON viser at 4.662 MWh varme er forsvundet ud i jorden i 2013. Det svarer til et varmetab i rørledningerne på 63 procent. Rambøll beskriver det kæmpe varmetabet som »uforståeligt«. Ifølge E.ON kan varmetabet skyldes tidsforskudt måleraflæsninger samt at regnskabet for 2013 kun er foreløbigt.

– Det lyder helt usandsynligt. Jeg har aldrig før hørt om så stort et varmetab. I hele landet er gennemsnittet under 18 procent, siger pressechef i Dansk Fjernvarme Torben Øllegaard Sørensen til Sjællandske.

Der er desuden stor usikkerhed omkring hvor meget det vil betyde, hvis man investerer i en ny halmkedel. E.ON mener at en ny halmkedel vil nedbringe varmeprisen med 3.500 kroner for en gennemsnitlig husstand. Rambøll er kommet frem til at en ny halmkedel til 4 millioner kroner vil betyde en årlig besparelse på omkring 7.000 kroner per kunde. Rambøll forudsætter dog, at de stort set alle de ”frafaldne” fjernvarmebrugere vender tilbage.

– De der har købt egne varmekilder vender ikke tilbage til fjernvarmen, konstaterer forbrugernes talsmand Peer Lang Pedersen. Det skriver Sjællandske.

Læs også: Ørslev-Terslev Fjernvarmeværk er landets 4. dyreste

At det kan lade sig gøre at ændre et dyrt såkaldt barmarksværk har det lille Gassum-Hvidsten Kraftvarmeværk nord for Randers bevist. De har fået lov til at investere i et halmanlæg i stedet for at være tvunget til at bruge naturgas. Det betyder at de godt 200 forbruger nu kan nøjes med at betale 13.908 kroner årligt for et standardhus, mod tidligere 31.000 kroner. Det fremgår af Dansk Fjernvarmes årsprisstatistik.

Kommentarer