Faxe Ladeplads

Åbent brev til Knud Erik Hansen

Debat: En pause i forløbet er nødvendig, hvis det overhovedet skal være muligt at stable en form for realistisk redningsplan for ‘Gefion’ på benene.

Indsendt af Finn Holbek, Teglhaven 10, 4654 Faxe Ladeplads.

Protestgruppen vokser fortsat, men hvis den skal kunne udvikle sig til en regulær arbejdsgruppe, – som med tiden kan fremlægge et seriøst projekt med økonomiske beregninger osv., hvilket er en forudsætning for at få evt. investorer med på ideen – , så er der først og fremmest brug for at få en form for timeout ind i billedet. Det er ikke noget der kan gøres “med det samme”.

Du siger at kommunalbestyrelsen er bekendt med at borgerne i Faxe Ladeplads er delt i to lejre, men hvor i angiveligt har været under pres fra “nedrivnings-lobbyen”, er der mig bekendt ingen der kender noget til en tilsvarende “bevarelses-ditto”, hverken fra dagspresse eller sociale medier. Kan du evt. henvise til en gruppe eller personer der officielt har talt for en bevarelse af Gefion?

Det er jo ret enkelt at forlange en bygning revet ned, og næppe det store besvær at genfremsætte dette krav med jævne mellemrum “gennem 8 år”.

I det hidtidige forløb har ’Gefions venner’ ikke haft andre muligheder end at håbe på den rette køber til bygningen. Og nu hvor kommunen er inde i billedet, er det ikke en realistisk chance at kræve at vi stiller med en investor her og nu.

En pause i forløbet er nødvendig, hvis det overhovedet skal være muligt at stable en form for realistisk redningsplan på benene.

Man kan finde ’Gefions venner – bevar Ladepladsens historie’ på facebook.

Kommentarer