Haslev

Årets kulturpris vinder er Jette Schmidt

Modtager af Kulturprisen er i år Jette Schmidt – Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Haslev

Haslev Frivilliggruppe er en del af Dansk Flygtninge- hjælps Frivillignet, som er et landsdækkende netværk af frivillige, der støtter flygtninge og indvandrere til at finde fodfæste i det danske samfund.

Begrundelse for modtagelse af Kulturprisen: Jette har i mange år været primus motor og et herligt og meget inspirerende kraftcenter i Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Haslev.

Jette GØR det, som mange af os tænker, at vi BURDE gøre:

Hjælper, vejleder, forklarer, kommunikerer, opmuntrer – i en skøn blanding af vilje, energi, hjertesprog, humør og kreativitet.

Alt sammen til stor nytte og glæde for de meget forskellige mennesker, der som flygtninge – med hver sin omtumlede fortid – er landet hos os i Faxe Kommune.

Ingen kan redde hele verden, men stort set alle kan gøre noget, hvis vi orker. Det er lige det, Jette gør: Hun orker.

Prisoverrækkelsen er den 9. maj kl. 19.30 til 20.30 på Tingvej 7 i Haslev.

Kommentarer