Haslev

Allehelgenstur i Haslev Orned på søndag

Haslev: På søndag inviterer kommunens naturvejleder og Østsjællands Museum på en uhyggelig skovtur i Nordskoven i Haslev

Søndag den 4. november inviterer Naturvejleder Faxe og Østsjællands Museum på Allehelgens-skovtur i Nordskoven i Haslev.

Her kan børn og barnlige sjæle høre om det gode og det onde, om skovens magiske planter, hekse, genfærd og mørkets magter.

-Vi skal have det sjovt og lave spændende aktiviteter i naturen, men vi skal også høre om historierne bag de traditioner og den folketro der har betydet at vi i dag fejrer Halloween, fortæller naturvejleder Sara Gelskov.

-I vores folketro var livet og dagene som et stort hjul, der kørte uendeligt. Hver gang man kom til en særlig helligdag, var det som at passere et hjørne, og her kunne opstå sprækker, hvor djævlen i alle afskygninger kunne komme frem – som hekse eller trolde, eller hvad som helst. Ved jul, påske, allehelgen, sankt hans, – ja ved alle helligdage var der forhøjet risiko for at møde en heks, som kunne gøre en ondt. Heksene var ofte forklædt, så man ikke kunne genkende dem. Derfor havde man forskellige metoder til at se igennem forklædningen – man kunne bruge planter eller tidspunkter, som magisk adgang til at se igennem forklædningen, fortæller museumsinspektør ved Østsjællands Museum, Helle Ålsbøl.

Der er mødested ved indgangen til skoven bag Sklerosehospitalet. Der kan parkeres ved p-pladsen nær grillen på Ringstedvej 106 D, 4690 Haslev. Det koster 20 kr. pr. person at deltage i turen, der varer ca. 2 timer. Klapvogne kan ikke komme med på hele vandreturen, men de kan parkeres ved bålpladsen.

Allehelgensturen starter klokken 14 søndag den 4. november.

Kommentarer