Bagermesteren blev varehuschef: John fra Haslev er ny mand i Bilka Slagelse

John Rasmussen fra Haslev bliver ny varehuschef for Bilka Slagelse, og for ham bliver det som at komme hjem, da han tidligere har været en del af varehuset.
I knapt 25 år har John Rasmussen været en del af Salling Group. Fra 1. oktober overtager han nøglerne til Bilka Slagelse, efter Mark Rosenkrantz Stæhr er rykket til Bilka Hundige.
John Rasmussen er uddannet bager og har været bagermester i både føtex og Bilka, men i 2013 skiftede han karriereretning, da han blev sektionschef i Bilka Slagelse og var en del af varehuset på Sydvestsjælland.
– Det bliver som at komme hjem. Bilka Slagelse har en helt særlig plads hos mig – jeg var der i mange år, det var der, jeg skiftede karrierespor, og så var jeg med til at ombygge og udvide varehuset. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med de mange gode kolleger igen – flere af dem er der stadigvæk, siger 54-årige John Rasmussen, som bor i Haslev sammen med sine to teenagedrenge på 13 og 16 år.
En forskel i lokalsamfundet
Han kommer fra en stilling som varehuschef i Føtex Nykøbing Falster, hvor han har været det seneste årstid. Med skiftet til Bilka får han over dobbelt så mange medarbejdere, ligesom han kommer til at arbejde i en større by. Men nærværet, opmærksomheden på både kolleger og kunder og den lokale forankring bliver ikke anderledes.
– Jeg ved, at Mark Rosenkrantz Stæhr har været en aktiv del af det lokale miljø i Slagelse, og det har jeg tænkt mig at overtage og bygge videre på. Den lokale tilstedeværelse og Bilkas fokus på børn, unge og deres trivsel er vigtig. Jeg ved også, at det betyder meget for vores kunder, at de oplever, at vi er med til at gøre en forskel for lokalsamfundet, siger han og fortsætter:
– Det er vigtigt for mig at være tæt på kollegerne i varehuset og vise interesse for dem både fagligt og personligt. Vi skal kende hinanden godt, og vi er nødt til at forstå de enkelte individer, før vi kan arbejde tæt sammen om en række forskellige opgaver og præstere bedst muligt.
Sætter sig gerne ved kassen
Også kunderne kan forvente en synlig varehuschef, som gerne sætter sig ved kassen for at ekspedere og få en sludder med dem.
– Jeg er gammel håndværker, så det med at sidde på et kontor er fint, men det er helt sikkert blandt kolleger og kunder, jeg trives allerbedst. Jeg er også nysgerrig på, hvad kunderne oplever, for det er dem, der kan give os den bedste feedback, siger John Rasmussen.
Det er med en stor portion ydmyghed, han træder ind i Bilka Slagelse, for han ved, at Mark Rosenkrantz Stæhr har drevet det godt, og at varehuset er populært hos kunderne, men han glæder sig enormt meget til de nye udfordringer.
– Jeg arbejder meget gennem mine ledere. Det har altid drevet mig at få mine kolleger til at lykkes med deres og vores fælles mål – få den enkelte til at præstere, og derfor kommer mennesket også altid før KPI’er. Jeg har en empatisk ledelsestilgang, og jeg er glad for, at jeg har taget en diplom i ledelse, for selv om jeg har været bagermester i mange år, så har jeg fået bygget teori og viden på, lyder det fra Bilka Slagelses nye varehuschef.
Mads Bløss Friis, Head of Retail i Bilka, er glad for, at John Rasmussen søgte stillingen som varehuschef i Slagelse.
– John kommer med mange års solid erfaring fra føtex og Bilka. Han er en stærk kapacitet, som har en empatisk ledelsestilgang, og samtidig har han blik for den lokale forankring, og hvordan vi kan være med til at gøre en forskel i lokalområdet. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med ham, siger han.
Når John Rasmussen ikke er på arbejde, bruger han rigtig meget tid med sine to sønner og i badmintonhallen, da begge drengene dyrker det. Derudover svinger han selv en ketsjer en gang imellem, når han spiller paddel.
Hans afløser i føtex Nykøbing Falster er ved at blive fundet.
Kommentarer