Bilist alvorligt kvæstet i ulykke på motorvejen
Sydmotorvejen var onsdag formiddag spærret i kort tid, fordi en lægehelikopter skulle hente en svært tilskadekommet bilist.
Onsdag den 4. oktober omkring klokken 10.10 skete der et alvorligt færdselsuheld på Sydmotorvejen i Nordgående retning mellem Tappernøje og Rønnede. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.
Ifølge politiet er den forulykkede bil kørt ind i autoværnet. Færdselsuheldet skabte en del kø på motorvejen, hvor trafikken måtte snegle sig forbi ulykkesstedet.
– Den kvæstede skal flyves til behandling i helikopter. Lige nu kan trafikken snige sig forbi uheldsstedet – men vi regner med at lukke for al trafik i nordgående retning, når helikopteren skal afsted, siger vagtchef Jens Frederiksen.
Ifølge BT kom to personer tilskade ved uheldet. Den anden person er kørt til sygehuset.
Motorvejen var ifølge Vejdirektoratet lukket i få minutter, fra klokken 11.06 til 11.08.
Kommentarer