Kultur

Blueskongen og bandet besøgte B&W Café i Haslev

Pressefoto. Kim Schmedegaard.

Det er almindelig kendt, at der ikke sker særlig meget i januar måned og Haslev er vel heller ikke undtaget denne generelle opfattelse.

Men onsdag den 17. januar kom Kenn Lending med sit Blues Band på besøg i en fyldt B&W Café og det blev en storslået koncert. Kenn kunne virkelig fastholde publikums opmærksomhed med humor, historier og så selvfølgelig et helt fantastisk guitarspil, hovedsagelig på sin sorte el-guitar, som har fulgt ham i over 50 år.

Han blev selvfølgelig bakket ordentligt op af bandet med keyboard, trommer og bas. Kenn Lending tilføjede Caféens begreb ”intimkoncerter” en yderligere dimension; da han – smilende – gik blandt publikum og adresserede sit guitarspil direkte til – og overfor – bekvemt placerede publikummer.

Aftenen sluttede lidt senere en beregnet, da Kenn Lending Blues Band havde meget de gerne ville dele med aftenens publikum. Uagtet dette ville alle alligevel have et ekstranummer……..og det fik vi. Tom Noach, som er ansvarlig for Caféen, takkede for en helt uforglemmelig aften og det hele sluttede af med stående applaus til de dygtige musikere.

Kommentarer