Livsstil og forbrug

Boligejere i Faxe Kommune kan lørdag få gratis rådgivning om grønne puljer

Grafik: Energistyrelsen

Har dit hus også brug for en grøn opgradering? Så er der mulighed for gratis rådgivning på lørdag, hvor Energistyrelsens gratis rådgivningstjeneste besøger henholdsvis Dalby og Rønnede.

Isolering, varmepumpe og nye vinduer. Det kan betale sig at energirenovere sin bolig, men det kan virke både dyrt og besværligt. Derfor sender Energistyrelsen nu deres rådgivningstjeneste til Faxe, så husejere kan få råd og vejledning om, hvordan de søger tilskud til at give deres hus en energirigtig opgradering.

De fleste husejere er klar over, at utætte vinduer, dårlig isolering eller et gammelt oliefyr kan være med til at sende varmeregningen i vejret. Og selvom ekstra midler til en varmepumpe eller nye vinduer kan være startskuddet til en grønnere bolig, kan det være svært at blive klog på hvor, hvordan og til hvad, man kan søge tilskud. Derfor kommer Energistyrelsens rådgivningstjeneste nu husejere i Faxe til undsætning, når de lørdag den 9. november lægger vejen forbi med gratis rådgivning til alle, der går med overvejelser om for eksempel at efterisolere boligen eller installere en varmepumpe.

Rådgivningstjenesten lægger vejen forbi netop nu, fordi Energistyrelsens to puljer, Varmepumpepuljen og Energirenoveringspuljen, er åbne for ansøgninger indtil den 30. november. Begge puljer kan søges af husejere, som ønsker at give deres hus en grøn opgradering, hvis de lever op til en række krav. Energistyrelsens rådgivere kan fortælle mere om, hvilke energiforbedringer man kan få tilskud til og hvilke kriterier, man som husejer skal opfylde, hvis man vil søge midler.

– Energirenovering kan være en betydelig investering, og derfor giver vi husejere, der opfylder kravene, mulighed for at søge økonomisk støtte til forskellige forbedringer af deres bolig. Vi håber, at vores rådgivningstjeneste kan hjælpe flere med at komme godt i gang med at søge tilskud og realisere deres grønne renoveringsplaner, siger Charlotte Kirk Larsen, der er chef for puljeadministration i Energistyrelsen.

Selvom ansøgningsfristen er den 30. november, har man som boligejer op til to år til at færdiggøre sit projekt, når man først har fået tilsagn om tilskud. Der er altså god tid til at planlægge og få udført renoveringen i eget tempo. 

Få rådgivning i Dalby og Rønnede

Når rådgivningstjenesten på lørdag den 9. november besøger henholdsvis Dalby og Rønnede, kan du høre om dine muligheder for at søge Varmepumpepuljen og Energirenoveringspuljen.

Rådgiverne står klar med gode anbefalinger til hvad og hvordan, man kan søge tilskud gennem Energistyrelsens puljer – og med i tasken har de pakket aktivitetsbøger og farveblyanter til børnene. 

Her kan du møde Energistyrelsen:

  • SuperBrugsen i Dalby klokken  09.45 til 10.45
  • MENY i Rønnede klokken 11.50 til 12.50

Ved dårligt vejr, rykker man indenfor.

 

Kommentarer