112

Borgere i Faxe og Haslev udsat for bedragerier fra falske bankmænd

Foto: Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland

Tirsdag og onsdag har flere borgere i Haslev og Faxe været udsat for såkaldte kontaktbedragerier. Kun i et enkelt tilfælde lykkedes det ikke for de kriminelle at slippe afsted med deres forehavende.

En 57-årig kvinde fra Haslev gjorde nemlig det helt rigtige: Smækkede døren i for bedrageren, som ville “hjælpe” med at hente dankortet.

Det fremgår af rapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som opfordrer borgere om gøre det samme, hvis de bliver kontaktet.

Fremgangsmåden er nogenlunde den samme: En venlig mand ringer fra ‘banken’ og forklarer, at der er foregået nogle sære transaktioner på borgernes bankkonto, og at det derfor er påkrævet, at borgeren skal have et nyt betalingskort.

Et ‘bankbud’ har efterfølgende afhentet dankort, og det er samtidig lykkedes dem at få udleveret pinkoden til kortet. I et par tilfælde har den imødekommende bankmand også tilbudt at tage kontanter og andre værdier med i sikkerhed fra borgeren, og her er de kriminelle sluppet afsted med både smykker og kontante beløb. Der er efterfølgende hævet kontanter i forskellige hæveautomater.

Tirsdag og onsdag er det gået ud over en 77-årig kvinde fra Haslev, en 81-årig kvinde fra Haslev, en 67-årig kvinde fra Faxe, en 76-årig kvinde fra Haslev samt en 81-årig kvinde fra Haslev, oplyser politiet.

Det kan du gøre

Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

 

Kommentarer