Dalby

Borgerforeningen afholder Sankt Hans fest i Dalby

Dalby: Dalby & Omegns Borgerforening inviterer i samarbejde med Dalby Hotel & Restaurant Bregnen til Sankt Hans aften.

Torsdag den 23. juni klokken 19 inviterer Dalby & Omegns Borgerforening, i samarbejde med Dalby Hotel og Restaurant Bregnen, til Sankt Hans aften.

Arrangementet holdes på det naturskønne område bag hotellet. Bålet tændes klokken 20 og båltalen afholdes af Dalbyborger Finn Hansen, der er medlem af byrådet i Faxe Kommune. SFOdin på Bavneskolen laver heksen, så det bliver en rigtig traditionel aften.

Det vil være muligt at købe øl, vand og snacks til fornuftige priser. Endvidere åbner hotellet for adgang til toiletter. Hotellet donerer overskuddet fra salget til borgerforeningens næste arrangement, som er Dalby Marked 2016.

– Vi har haft et stort ønske om, at lave et arrangement for alle i Dalby, udtaler borgerforeningens formand, Dorthe Egede Borg.

– Arrangementet har dog kun været muligt, fordi Dalby Hotel har tilbudt, at sørge for de rigtige rammer, hvor alle kan komme og nyde en aften med venner, naboer og familier. Det er helt i tråd med foreningens formål og ønsker for vores by, fortsætter Dorthe Egede Borg.

Dalby Hotels ejere, Pia og Martin Møller glæder sig til en hyggelig aften:

– På hotellet har vi de rette rammer til at samle byen, udtaler ejerne af Dalby Hotel.

– Vi har før overvejet at samle byen til Sankt Hans, så vi er glade for, at borgerforeningen har taget initiativet til arrangementet, siger Pia og Martin Møller.

Dalby Hotel og Restaurant Bregnen har endvidere i anledning af arrangementet, lavet et Sankt Hans tilbud i restauranten, så man kan nyde et godt måltid før bålet tændes. Fra klokken 17.00 kan man købe en grilltallerken med en lækker steak og en stor grillpølse samt en  tilbehør- og salatbuffet  for 189 kroner per person. Tilbuddet gælder kun ved forudbestilling på telefon 5639 8106 eller hotel@dalbyhotel.dk.

I tilfælde af meget dårligt vejr bliver arrangementet aflyst. Borgerforeningen vil i så fald meddele dette på Dalby & Omegns Borgerforenings Facebook-side om formiddagen.

Sankt Hans festen er Dalby & Omegns Borgerforenings første rigtige arrangement. Men det bliver ikke det sidste, for foreningen har lovet at stå for Dalby Marked 2016, der afholdes lørdag den 13. august.

Kommentarer