Rønnede

Business Faxe afholder Erhvervspolitisk Valgcafé

Business Faxe Copenhagen afholder en spændende erhvervspolitisk valgcafe i Rønnede.

Torsdag den 26. oktober inviterer Business Faxe Copenhagen til Erhvervspolitisk Valgcafé, i deres lokaler i det tidligere rådhus på Industrivej i Rønnede.

Lokale erhvervsforhold kan let komme til at drukne i mængden af politiske sager, som politikerne skal forholde sig til ved valgkampens mange møder.

Derfor indbyder Business Faxe Copenhagen nu til en aften med lokal erhvervspolitik i centrum. Det bliver en interaktiv valgcafé med aktiv deltagelse af alle tilstedeværende, politikere såvel som erhvervsdrivende. Så driver du virksomhed i Faxe kommune – og vil du påvirke politikernes holdninger til erhvervet, og lade dig påvirke af deres holdninger i forhold til hvor du vil sætte dit kryds – så er det denne valgcafé du skal deltage i.

Valgcaféen er for alle virksomheder i Faxe kommune og temaet bliver erhvervspolitik/erhvervsforhold i kommunen og partiernes holdninger/planer for næste byrådsperiode.

Panelet består af:

  • A Socialdemokratiet: Knud Erik Hansen
  • B Radikale Venstre: Nicolaj Lund Jensen
  • C Konservative: Ivan Lilleng
  • F Socialistisk Folkeparti: Ivan Flændsdal
  • I Liberal Alliance: Kenneth M. Nielsen
  • L Borgerlisten: Rene Tuekær
  • O Dansk Folkeparti: Fritz Christensen
  • V Venstre: Ole Vive
  • Ø Enhedslisten: Lars Christensen

Aftenens Program:

  • 18:30 Velkomst til erhvervsdrivende deltagere. Fordeling ved ni opstillede caféborde og forberedelse af spørgsmål til politikerne.
  • 19:00 Velkomst til politikerne
  • 19:05 Politiker panel: Tre min. præsentation pr. politiker: Vigtige erhvervspolitiske fokuspunkter.
  • 19:30 Pause
  • 19:45 Workshop Dialog ved cafébordene. 10 min besøg pr. politiker ved hvert bord.
  • 21:15 Pause
  • 21:30 Politiker panel Politikerne giver deres bud på en fremtidig erhvervspolitik og forholder sig til indtryk fra workshoppen og videre dialog.
  • 22:30 Tak for i aften

Kommentarer