Faxe Ladeplads

Hvad byder fremtiden på for Faxe Ladeplads?

Faxe Ladeplads: De tre første møder i dialogprojektet ”På Forkant” afholdes i uge 43. derefter kommer turen til Faxe Ladeplads.

Hvis du gerne vil høre om udviklingsstrategien for Faxe Ladeplads, og hvis du måske har lyst til at engagere dig i byens fremtid, så er det en god idé at møde op til dialogmødet.

Det finder sted torsdag den 3.  november fra klokken 18.30 til 21.30, og det foregår på Østskolens afdeling Hylleholt – i fællesrum 2, blok C.

Udviklingsstrategien for Faxe Ladeplads peger på et stort potentiale for både tilflytning og turisme, og der er masser at arbejde videre med. Byforskønnelse, synliggørelse af området for turisme og erhverv og fællesskab for unge er blot nogle af fokusområderne for Faxe Ladeplads. Men der er meget mere, så der er meget spændende at høre om på dialogmødet.

Projektet ”På Forkant” er støttet af Realdania, Erhvervsstyrelsen og Kommunernes Landsforening. Det hele begyndte med otte dialogmøder i efteråret 2015. Målet var at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen og at lave udviklingsstrategier og konkrete projektforslag for hvert område.

Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen indleder mødet i Faxe Ladeplads, og man får mulighed for at komme i dialog med en række politikere om, hvad der skal til for at lykkes med de projekter, der er en del af strategien, og hvordan man som borger kan bidrage.

Man kan læse de enkelte udviklingsstrategier på kommunens hjemmeside, her fremgår det, hvilke udviklingspotentialer, der er særligt i fokus i hvert område.

 

Udviklingsstrategierne er lavet i et samarbejde mellem borgere, Faxe Kommune og konsulenterne fra 2+1, Manto og Absolut Landskab.

 

De næste møder er i Karise (14.11), Terslev (15.11), Haslev (21.11) og Dalby (6.12).

Kommentarer