Faxe Ladeplads

Bygningsbevaring – et aktiv for lokal udvikling

Se billedserie Tegning: I 2004 udarbejdede Berings tegnestue et forslag til udvendig istandsættelse.

Debat: For alle Jer, der har Jeres liv og daglige gang i Faxe Ladeplads har I, i mange år, desværre måttet se til, at Gefion, det gamle, fine afholdshotel og restaurant er forfaldet.

Indsendt af Karen Margrethe Olsen, Formand for Landsforeningen for bygnings- og landskabskultur Torvet 13, Præstø www.byogland.dk.

Siden 1910 har husets profil, dets højde og drøjde og de karakteristiske gavle, markeret gadehjørnet meget fint. Derfor er bygningerne også optaget i lokalplanen med en høj bevaringsværdi. Imidlertid ønsker kommunen bygningen nedrevet for, som argumentet lyder, at sikre udvikling.

Faxe Ladeplads’ bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer fortæller byens historie. De giver byen sjæl og skaber gode rammer for dagliglivet. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur mener, at det er en håbløs, gammeldags måde at anskue udvikling på. Nedrivning f bevaringsværdige bygninger er ikke udvikling, det er afvikling!

Man skaber ikke udvikling i Faxe Ladeplads ved at tillade overgreb mod det bymiljø, som er en væsentlig årsag til, og fortsat forudsætning for, at byen kan få succes som bosætnings- og turistby. Den moderne forbruger “handler” historier i lige så høj grad som varer og nye bosættere søger byer med historie og ægthed.

De bevaringsværdige bygninger er mere end hyggelige rammer og øget livskvalitet. En bevidst bevaringspolitik, i f.eks. Ribe, har resulteret i en merværdi i bygningerne på 106 mio. kr. En årlig omsætning i byen på 82 millioner kroner tilskrives bygningerne og bymiljøet, 108.000 overnatninger i Ribe bliver booket på grund af byens bevaringsværdige bygninger.

Derfor skal vi passe godt på vore bevaringsværdige bygninger, ikke blot i Faxe Ladeplads, men i hele landet. Bygningsarven kommer alle til gode og bidrager til en positiv udvikling i bosætning, turisme og erhvervsliv.

Jeg vil derfor foreslå, at Faxe Kommune slår koldt vand i blodet og anvender midlerne fra nedrivningspulje til at sætte Gefion-bygningen i stand. Puljen, med det misvisende navn, kan nemlig anvendes til at istandsætte i stedet for at rive ned og det vil unægtelig være noget mere konstruktivt for byen end at køre bevaringsværdier og historie direkte på lossepladsen.

Kommentarer