De skønne unge mennesker indtager B&W i Haslev

Et helt nyt samarbejde mellem B&W og B&W EKKO, har set dagens lys.
B&W EKKO siger om deres idé:
– Vi er en gruppe unge, der vil skabe noget nyt! Sammen arbejder vi på at forvandle spillestedet B&W til et sted som også er for de unge! En platform hvor kultur, musik og fællesskab er i centrum. I samarbejde med B&W Live har vi allerede lagt 4 koncerter i kalenderen. Vores mål er at genoplive ungdomskulturen i Haslev. Vi vil bygge bro mellem generationer, styrke vores kompetencer og skabe et rum, hvor også unge høres.
Man må sige, at idéen fik en flyvende start. B&W EKKO´s unge overtog de fleste funktioner i spillestedet den 14. marts. Dørsalg, garderobe, afrydning, oppyntning og mange andre funktioner var lagt i hænderne på ungdommen, som gjorde et flot stykke arbejde med stor energi.
Der var to – meget dygtige – bands på scenen: Noras Have og 144 Hz. Noras Have var Nora (lead vokal og guitar), Sara (Mou) (trommer og kor), Asger (Bas og kor) og Daniel (guitar og kor). Bandet spillede egne numre med stor dygtighed og indlevelse – altså succes.
144 Hz. Var det næste band på scenen. Mærkeligt navn. Forklaringen er, at de har taget navn efter opdateringsfrekvensen på en computerskærm der matcher deres generation………..sådan cirka. Bandet bestod af: Kasper (vokal), Albert (guitar og kor), Asger (bas og kor), Marcus (keys og kor) og August (trommer).
Aftenen sluttede med stor applaus til musikerne. Det var alt i alt en rigtig god oplevelse for alle.
Tilbage var så oprydning og den slags praktiske ting, men det tog de unge mennesker også hånd om. B&W ser frem til det næste arrangement sammen med B&W EKKO.
Kommentarer