Hvis man fulgte den danske valgkamp, ville man i mange lande sikkert undre sig over hvilke emner og begreber man beskæftiger sig med. Her gentages venstrefløjen og fagbevægelsens mantraer om flere penge til velfærd, nej til skattelettelser, iblandet beklagelser over det stigende antal fattige børn, og en ulighed der betegnes som uanstændig.

Skrevet af Eli Jacobi Nielsen Gruppeformand, DF

Teoretisk set blå partier er ikke langt bagefter, ”samme velfærd, bare uden skattestigninger” lyder det i overbudspolitikkens rus, mens man frejdigt lover at buge 65-69 mia kr mere på det fortærskede og diffuse begreb ”velfærd”, som kan omfatte alt fra lægebesøg og folkeskole til ting som kultur, film, tv, idræt, børnepasning og transport.

Definitionen på velfærd er tilsyneladende blevet at ydelserne skal være offentligt (skatteyder) finansierede og administreret af embedsmænd og politikere. Det ignoreres at velfærd også er muligheden for selv at vælge hvad man ønsker at prioritere.

Ikke mange har lyst eller mod til at bremse op med et par, bogstaveligt talt, borgerlige ord. Forståeligt nok, for der synes at være tiltagende konsensus om at den påståede stigende ulighed og utilstrækkelige velfærd er ved at gøre Danmark til et samfund hvor man enten sover på gaden, eller vælter sig i kaviar og luksusbiler. Dette på trods af at vi fortsat har et af verdens mest lige samfund, hvor der er adgang for alle til uddannelse, medicinsk behandling, forsørgelse ved arbejdsløshed, børnepasning og ældrepleje. Naturligvis er der områder hvor tingene kan og bør gøres bedre, eksempelvis psykiatrien og netop ældreplejen, men når vi i forvejen har et af verdens højeste skattetryk, er løsningen ikke nødvendigvis ”send flere penge”. Desværre har et flertal af vælgerne opdaget at man kan stemme sig til andre folks penge, for det er hvad der i realiteten er tale om, at man nu har flertal for at modtagerne kan diktere fortsatte bidrag fra det ydende mindretal – har man konstateret et ”råderum” der kan anvendes til velfærd, er der reelt tale om for mange opkrævede skattekroner, som man ikke refunderer til bidragyderne.

For at opretholde velfærdssamfundet er det nødvendigt med vækst og dynamik, og et konkurrencedygtigt erhvervsliv der er grundlaget for beskæftigelse og skatteindtægter, og dermed afgørende for at man får mulighed for at tilgodese de økonomisk svagt stillede. Denne vækst og dynamik opnås ikke gennem yderligere omfordeling, men ved at tilgodese initiativ og indsats, så borgernes opmuntres til at tage større ansvar for deres egen tilværelse, ud fra gamle borgerlige dyder som pligt, ansvar, ordentlighed og flid.

Desværre er der ikke mange der forsvarer de borgerlige holdninger længere, i stedet accepterer man at et flertal af vælgerne stemmer konsekvent for mere omfordeling og mere såkaldt velfærd, og kaster sig ud i kapløbet om at bestikke vælgerne med flest mulige løfter om ”endnu mere af det samme”