Haslev

Debat: Kemisk krigsførelse

På Bækvej i Haslev oplevede jeg forleden noget, der fik mig til at spærre øjnene lidt op: En kommunal medarbejder, iført rygmonteret tryksprøjte, i fuld sving med at give fortovet en ordentlig omgang.

 

Skrevet af Poul Andreasen

 

Tænkte straks på Roundup og lignende sprøjtemidler: Grundvandsforurening, massedød af bier og andre nyttige insekter, forhøjet kræftrisiko, glutenintolerance (cøliaki), kromosomfejl og hvad man ellers via dagspressen hører kan være forbundet med disse sprøjtemidler. Måske var her forklaringen på de visne pletter, jeg ofte møder på kommunal grund langs fortove og rækværk.

Et kort øjeblik overvejede jeg at tage et foto af den kommunale medarbejder, men blev så enig med mig selv om, at det ikke er pænt at hænge medarbejderen ud for noget, der sikkert er besluttet højere oppe i systemet. I stedet tog jeg et foto af det ukrudt, der havde formastet sig til at titte op mellem fliserne, og som herved åbenbart havde påkaldt sig akut handling fra Faxe Kommune Park & Vej.

Umiddelbart tænker jeg, at det virker lidt absurd at bruge sprøjtemidler mod ukrudt som i dette eksempel – der er ingen sikkerhedsmæssige eller lignende grunde, og det eneste man næsten kan komme på som begrundelse er, at det ”ikke ser pænt ud”. Men det kan man jo sagtens have andre meninger om, og når man påtænker de risici, der åbenbart er forbundet med uhæmmet brug af sprøjtemidler, virker det som en uhensigtsmæssig anvendelse af kommunale midler.

Jeg skal derfor i medfør af Lov om offentlighed i forvaltningen udbede mig aktindsigt fra Faxe Kommune om følgende forhold:

• Hvor store mængder kemiske ukrudtsmidler anvender Faxe Kommune på årsbasis, og i hvilke koncentrationer?
• Findes der en instruks for omfanget af anvendelse af disse midler, og hvordan ser den i givet fald ud?
• Sikrer forvaltningen, at en eventuel instruks også efterleves af den enkelte medarbejder?

Jeg ser frem til at modtage forvaltningens svar.

 

Kommentarer