Samfund

Dejlig murstensvilla i eftertragtet kvarter ideelt til børnefamilien

I et af de mere eftertragtede kvarterer – Højgårdsparken – i Haslev finder du denne dejlige murstensvilla på en 1074m² stor grund og et beboelsesareal på 193m² fordelt på 4 værelser, 2 stuer, et køkken, et bryggers, et gæstetoilet og et en-suite badeværelse med toilet.

Højgårdsparken ligger midt i Haslevs udbyggede stisystem. Der er derfor rig mulighed for en gå- eller cykeltur. Det gør det også sikkert at sende børnene afsted på cykel i skole eller til en af de mange fritidsaktiviteter, der bliver udbudt af de mange forskellige foreninger i Haslev. Det er både store som små og to- som firebenede, der har god gavn af stisystemet. Bor du her, så har du fri adgang til en frisk løbetur om morgenen eller om aftenen, når solen går ned, eller når det nu engang passer i dit skema. Du kan faktisk også tage dig en løbetur, når mørket er faldet på, da stisystemet de fleste steder er oplyst af gadelamper. Og følger du stisystemet finder du hurtigt turen rundt om skoleengen, der er meget benyttet af alle i byen. På din tur rundt om skoleengen, vil du kunne se de græssende får og se det rige fugleliv.

Huset her ligger som den sidste ejendom på vejen, som støder op til de store græsarealer, der hører til det gamle seminarium i Haslev. Nu bliver bygningerne brugt til henholdsvis kommunale formål, samt kulturelle formål via Kultunariet og 10 klasserne på Ak10vet.

Dine nye naboer vil højst sandsynligt være familier med fraflyttede børn, men på mange af de sideløbende veje finder du mange aktive børnefamilier, og Højgårdsparken har også indtil flere legepladser (og sin egen lille kælkebakke), hvor der er masser af muligheder for at møde nye legekammerater.

Haslev er en by, der tilbyder det bedste fra både land og by. I vores kommune har vi flere skove, hvor du kan udfolde dig både på mountain bike, som en almindelige familiegåtur. Derudover har vi også flere godser og slotte med dertilhørende parker, som Bregentved og Gisselfeld. Og er du til sol og strand, så har vi flere meget fine strande langs Faxe Bugt, ofte med dertilhørende campingplads og legepladser til børnene. Der er blandt andet en stor skovlegeplads ved Feddet, som ligger lige ud til vandet.
Det er med andre ord kun din fantasi, der sætter grænser for, hvordan dit nye liv skal være med så mange muligheder for at være ude i det fri og nyde naturen.

De mange foreninger i Haslev og i Faxe Kommune afholder flere arrangementer for indbyggerne. I Haslev er der f.eks. Las Vegas Night og Haslev Festdage. Men der bliver afholdt mange flere end dem.

Du behøver heller ikke bekymrer dig om indkøbsmuligheder. Vi har stort set alle almindelige supermarkedkæder. Derudover har vi flere forskellige specialbutikker i vores gågade. Men vil du gerne købe direkte fra producenter, så har vi også et udvalg af gårdbutikker ganske tæt ved. Vi har også cafeér, hvor du kan få en god kop kaffe, restauranter med mad fra forskellige steder i verden og restauranter med fokus på årstid og lokalt producerede produkter.

Der er kort sagt ikke langt at gå eller køre for at få en oplevelse. Stevns Klint, Faxe Kalkbrud, Biografer, Camp Adventure og Skovtårnet. Mulighederne er mange.

Huset er bygget i 1979 og fremstår lyst og velholdt. Der har været fokus på at få så meget naturligt lys ind som muligt. Huset her byder på en spisestue og en sofastue, hvor du kan nyde årstidens skiften fra det store vinduesparti ud mod haven, se en god film eller bare slappe af, mens du lytter til brændeovnens knitren. Spisestuen har god plads til at fejre familiens begivenheder sammen med både familie og venner.

Køkkenet støder op til spisestuen, og her er der fokuseret på et strømlinet design og praktisk funktionalitet. Der er endvidere plads til endnu et spisebord, hvor børnene kan sidde og lave lektier, mens der bliver lavet mad. Der er altså god plads til, at familien kan hygge sig sammen – også hvis børnene skal være med til madlavningen.

Huset byder på 3 værelser af god størrelse OG et master bedroom med en-suite badeværelse med toilet. Alle værelser har en lys og afslappende atmosfære, som gør det let for både voksne som børn at trække sig tilbage og slappe af efter en travl dag.

Der er også et bryggers med vaskesøjle og meget skabsplads, hvor der er plads til det meste. Og i entreen er der også et gæstetoilet, så selvom du har en stor familie, så behøver køen til toilettet ikke at være så lang.

Haven til huset er pæn og vedligeholdt. Det er tydeligt, at der er lagt vægt på, at kunne nyde livet udenfor. Det er ikke svært at forstille sig solen skinne og lyden og duften af grillen, mens man sidder tilbagelænet og nyder en kold drik. De grillede tomater eller peberfrugter kunne jo komme fra ejendommens drivhus. Da grunden er større end normalt ved denne type huse, så er der stadig plads til en trampolin eller et legehus. Måske nogle højbede med hjemmedyrkede krydderurter, og stadig vil der være plads til god leg på græsplænen. Huset her er ideelt til den større børnefamilie, der gerne vil tættere på naturen.

Velkommen til Skovdalen 6!
Moltkesvej 14, 4690 Haslev

Læs mere om boligen her

Heegaard Bolig Aps.
Vestergade 26
4690 Haslev

Tlf.: 26 22 33 57

Kommentarer