- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Haslev Box Cup 2018
Afholdes lørdag 29. september 2018 kl. 10:00 - søndag 30. september 2018 kl. 16:00
Begivenhed Navigation

Sensommeren byder igen i år på Box Cup i Haslev. Det er Haslev ABK, der atter står bag årets bokseturnering, hvor boksere fra hele verden mødes i Haslev for at kæmpe. Der er fri entre til arrangementet, som foregår på Nordskovskolen, så både børn og voksne kan få indblik i sporten, som byder på masser af kammeratskab, sammenhold og god motion.
Haslev Amatør Bokse Klub holder til i Finlandsgade, hvor de træner boksning for klubmedlemmer i alle aldre alle ugens dage. Træningen består af boksetræning, hvor man laver bokseøvelser og sparring. Et andet hold tilbyder motionsboksetræning, som tiltaler dem, der gerne vil drage nytte af boksesportens motion. Derudover har vi også Brasilliansk Jiu-Jitsu, som er selvforsvar. Mix team kombinerer boksetræning med hjertekar sygdomme, KOL og diabetes.
Man kan læse mere om alle hold på klubbens hjemmeside.
Den lokale bokseklub er heldige at have en lang række unge og ambitiøse boksere på holdet. Det er disse boksere, der står i front og repræsenterer Haslev, når der for 12. gang afvikles Haslev Box Cup på Nordskovskolen i weekenden d. 29-30. september 2018. Her møder de unge mennesker boksere fra hele verden. Der er på nuværende tidspunkt indskrevet deltagere fra Danmark, England, Irland, Holland, Belgien, Sverige, Norge og Tyskland.
Bokserne kommer fra klubber over hele kloden, hvor boksesporten er fællesnævner for sammenhold, trivsel og velvære. Boksesporten har igennem de senere år oplevet større tilgang af unge mennesker, som netop søger kammerater og fællesskab i den rigtige ånd. Og boksesporten tilbyder træning, der flytter grænser og rykker de unge såvel fysisk som mentalt.
Haslev Box Cup er arrangeret af Haslev ABK, og ligesom klubben er boksearrangementet et resultat af mange frivillige og dedikerede kræfter, som brænder for at skabe en sund hverdag med motion og indhold for de unge mennesker. Deraf mottoet ”Hellere et ringhjørne end et gadehjørne”. Det lokale erhvervsliv bakker op om både bokseklubben og Haslev Box Cup og det glæder Kim Læbel Olsen, at de fortsat mærker tilgang i både sponsorer og nye medlemmer.
– Vi kunne naturligvis ikke gøre dette uden hjælp fra de lokale virksomheder, som støtter os med alt fra pengegaver, overnatningsmuligheder, bespisning og mange andre ting, som er uundværlige, når et event som Haslev Box Cup skal afvikles. Vi har igen i år over 100 boksere plus dommere, officials, trænere og publikummer, som vi skal sørge for og der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, siger Kim Læbel Olsen, som har været med til at starte Haslev Box Cup for nu 11 år siden. Han har selv bokset siden han var 20 år gammel.
– At lave sådan et arrangement kræver en masse ildsjæle, og det har vi i Haslev ABK, vores medlemmer fra de forskellige hold er gode til at bakke op om arrangementet. Alle glæder sig til det hele kører og når det er overstået om søndagen, ser vi frem mod næste års Box Cup, allerede under selve turneringen går man og tænker på hvad der kan gøres bedre til næste år, siger Kim Læbel Olsen.













