Karen Plesner skal styrke bylivet i kommunens fire største byer
Karen Plesner. Privatfoto.
Business Faxe har ansat ny event- og bylivskoordinator. Karen Plesner kommer fra Sorø og skal samle lokale aktører om aktiviteter og nye initiativer i Haslev, Faxe, Karise og Faxe Ladeplads.
Karen Plesner starter i november som event- og bylivskoordinator hos Business Faxe. Hun får til opgave at styrke samarbejdet mellem virksomheder, foreninger og andre lokale aktører, der skaber events og aktiviteter i kommunens fire byer. Det oplyser erhvervsorganisationen på LinkedIn
Med fokus på koordinering, samarbejde og udvikling skal hun både arbejde sammen med de eksisterende kræfter og bidrage til nye initiativer, der kan skabe mere byliv, fællesskab og lokale oplevelser.
Karen Plesner kommer fra en stilling som projektmedarbejder i Sorø Bymidteprojekt og erhvervskonsulent i Sorø Erhverv. Her har hun arbejdet med byudvikling, erhverv og samarbejde på tværs af forskellige aktører.
Netop arbejdet med at samle mennesker om fælles idéer er en væsentlig drivkraft for hende.
– Jeg er allermest i mit element, når jeg står midt mellem mennesker, idéer og muligheder. Derfor glæder jeg mig til at lære de fire byer at kende og få øje på de forbindelser og samarbejder, der kan skabe endnu mere liv og fællesskab, siger Karen Plesner i LinkedIn-opslaget.
Hun fremhæver erfaringerne fra Sorø som afsæt for sit kommende arbejde:
– Jeg ved fra mit arbejde i Sorø, at de bedste idéer sjældent opstår ved et skrivebord. De opstår, når engagerede mennesker mødes. At være med til at skabe de forbindelser og se idéer blive til virkelighed, det giver mig energi.
Karen Plesner bor i Sorø. I den nye stilling ser hun frem til at lære de fire byer bedre at kende og få indblik i det, der kendetegner hver enkelt.
Kom og hils på Karen
I forbindelse med hendes tiltrædelse inviterer Business Faxe til en uformel velkomst på organisationens kontor mandag den 2. november klokken 8.30-9.30. Her kan interesserede hilse på den nye koordinator. Tilmelding sker via Business Faxes hjemmeside.















Kommentarer