Karise

Dialogmøde for landområder og landsbyer

borgermoede_faxe

Karise: Nu er dialogmøderne og projekt ”Yderområder på forkant” kommet til landområder og landsbyer.

Onsdag den 21. oktober klokken 18.30-21.30 er det blevet tid til dialogmøde om landområder og landsbyer i Faxe Kommune.

Det foregår i Atterup Forsamlingshus, Overdrevsvej 35, Atterup, 4653 Karise.

Gennem september og oktober har borgere, byrådsmedlemmer og embedsmænd haft udbytterige samtaler om udvikling af alle bysamund i Faxe Kommune – der har været afholdt dialogmøder i Faxe Ladeplads, Karise, Dalby, Terslev, Rønnede, Faxe og Haslev.

Borgmester Knud Erik Hansen håber, at alle borgere med bopæl i et af kommunens mange og meget varierede landområder har lyst til at deltage.

– Det bliver selvfølgelig en udfordring at tale udvikling på samme måde, som vi har gjort det på de andre møder, hvor det har handlet om en specifik by hvert sted, mens der ved mødet om landområder og landsbyer forhåbentlig kommer folk fra hele vores geografiske område, siger Knud Erik Hansen.

– Men vi kan bruge aftenen på at tale om, hvordan kommunen og lokalområderne kan arbejde sammen, og vi kan tale om lokalt medansvar for udvikling. Jeg håber, at alle vil lade sig inspirere af de successer og gode tiltag, som allerede er i gang derude, for jeg ved, at mange allerede er aktive for deres lokalområde.

Repræsentanter fra Beboerforeningen Bonderød, Alslev & Tågerup vil denne aften give et kort bud på deres engagement i eget lokalområde.

Projekt ”Yderområder på forkant” er støttet af Realdania. På Faxe Kommunes hjemmeside, www.faxekommune.dk/borgerinddragelse kan læse referat af de oplæg, der lagde op til debat hvert sted, og man kan læse referater af de input, der kom ind da oplæggene blev debatteret.

Kommentarer