Erhverv

Ejendomsselskabet Velkomn skriver under på første projektgrund i Haslev

Alle Velkomns boliger etableres tæt på grønne områder og alle hverdagens fornødenheder. Visualisering: Velkomn

Det nye ejendomsselskab Velkomn har nu overtaget grunden til sit første projekt på 154 lejeboliger i Haslev på Sjælland. Direktør forudser stigende efterspørgsel og understreger, at projektet er det første af mange.

Hvor Skandinaviens største indendørs kræmmermarked, Det Blå Marked, før lå, vil der i 2025 være 154 nye lejeboliger. Der bliver tale om række- og gårdhavehuse med størrelser på mellem 65 og 125 kvadratmeter, som skal appellere til forskellige husstandstyper som nystiftede familier, seniorer og singler. Det oplyser Ejendomsselskabet Velkomn i en pressemeddelelse onsdag.

Projektet har navnet Lysholm Have, og virksomhedens direktør, Peter Uldall Borch, understreger, at der er tale om det første af mange projekter.

– Vi har nærstuderet det danske marked, og vi ser mange tegn på, at efterspørgslen på moderne lejeboliger til ’det gode liv’ kun bliver større. Jeg kan godt love, at Haslev blot er den første i rækken af mange fremtidige projekter, og derfor er det også en stor fornøjelse endelig at kunne skrive under på grunden og dermed tage Velkomn ind i en ny fase af virksomhedens historie, siger han.

Boligerne i Haslev bliver opført med øje for de kommende lejeres bekvemmelighed, hedder det blandt andet i pressemeddelelsen.

Blandt andet opsættes der fælles ladestandere og etableres grønne fællesarealer. Boligerne får moderne interiør med alt i hårde hvidevarer og opføres efter 2029-standarder i forhold til bygningsreglementets aktuelle krav til Co2-udledning.

Planer om 1.200 lejeboliger i første omgang

Peter Uldall Borch har en fortid som direktør i HD Ejendomme, som med en portefølje på 7.000 lejeboliger blev solgt til svenske Heimstaden. I 2023 stiftede han Velkomn sammen med den engelske kapitalfond Matter Real Estate.

Sammen har de planer om at etablere og drive i første omgang 800-1.200 lejeboliger i en række større provinsbyer, mens den langsigtede plan er et langt højere antal.

Ifølge direktøren er grunden i Haslev et perfekt eksempel på de lokationer, Velkomn går efter.

– Siden Velkomn blev etableret sidste år, har vi arbejdet hårdt på at finde de helt rigtige grunde, som passer ind i vores mission om at tilbyde moderne boliger i attraktive og grønne områder tæt på større byer, arbejde, transportmuligheder, skoler, indkøb og hverdagens andre fornødenheder. Haslev passer perfekt på den beskrivelse og giver nem adgang til både Næstved, Køge, og Ringsted, ligesom E47 og den direkte togforbindelser er lige uden for døren, hvis man arbejder i hovedstaden, siger han.

Han tilføjer, at ejendomsselskabet allerede har andre konkrete grunde i pipeline og derudover er på udkig efter flere.

Grunden i Haslev har indtil for nylig huset ‘Det Blå Marked’, som var Skandinaviens største indendørs kræmmermarked. Foto: Velkomn

Lejemarkedet vokser

Peter Uldall Borchs analyse af boligmarkedet bakkes op af de seneste undersøgelser af danskernes boligforhold.

Flere og flere danskere vælger at bo til leje. I 2022 var over halvdelen af Danmarks boliger beboet af en lejer, og ifølge modelberegninger fra Nordicals Foresight vil der i perioden 2018-2040 blive brug for yderligere 232.000 lejeboliger i Danmark.

Rækkehusene i Haslev forventes at være indflytningsklare i 2025. Over 1.500 har allerede skrevet sig på interesselisten.

 

Kommentarer