Erhverv

Eksporten stiger i Faxes erhvervsliv

Det går fremad med eksporten i Faxe Kommunes virksomheder. Faktisk så meget, den samlede eksportværdi på 3,5 mia. er højere end før finanskrisen. Det gælder også antallet af eksporterende virksomheder.

Faxes erhvervsliv har det godt, det viser nye tal, som udkom i rapporten VækstVilkår 24. august. Tallene viser særligt positive takter, når det kommer til eksporten, som er steget markant mere end i resten af landet og Region Sjælland.

– Handlen med udlandet er en vigtig indikator for vores erhvervsliv. Og at både værdien og antallet er steget tyder rigtig godt for fremtiden i vores kommune, udtaler borgmester Knud Erik Hansen.

Den voksende eksportværdi er særligt trukket af Haribo Lakrids og Royal Unibrew, som står for en betydelig del af de varer, der sendes til udlandet. I alt er eksporten steget fra 2011 til 2015, som er de nyeste tal, med over én milliard kroner eller 46 procent.

– Vores store virksomheder er en vigtig resurse for vores erhvervsliv og vores kommune. Eksporten fra dem skaber rigtig mange job for vores borgere, som igen gør det attraktivt for folk at bo i Faxe Kommune, fortæller borgmester Knud Erik Hansen.

Udviklingen i antallet af eksporterende virksomheder er også et sundhedstegn. I alt er der nu 157 eksporterende virksomheder i Faxe Kommune, og det tal har været støt stigende fra 2013 og frem. Omkring en tredjedel af virksomheder eksporterer dog for mindre end 100.000 kroner.

– Det er rigtig vigtigt at vores erhvervsliv handler med udlandet. Markedet i Danmark er lille, men går man i gang med resten af verden, så er potentialet rigtig stort. Så selvom handelen ikke for alle er i stor skala, så er det vigtigt og glædeligt, at vi har et erhvervsliv, som handler ud over landets grænser.

Flere job og flere indbyggere

Generelt viser VækstVilkår en kommune i god fremdrift. I perioden 2012 til 2016 blev der skabt, hvad svarer til 318 nye fuldtidsstillinger i erhvervslivet, og indbyggertallet steg alene i 2016 med 275 personer. Ifølge de seneste opgørelser er der i dag mere end 36.000 indbyggere i Faxe Kommune.

– Faxe Kommune har rigtig meget at byde på. Det er helt overordnet set et godt sted både at bo og at arbejde. Vi har et stærkt erhvervsliv, som er inde i en god udvikling, som bliver spændende at følge de kommende år-, udtaler borgmester Knud Erik Hansen.

VækstVilkår 2017 er udarbejdet af Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland.

Kommentarer