Enorm forskel på fjernvarmepriserne i kommunen
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/01/faxe_fjernvarme.jpg)
Haslev: Der er 15.000 kroner i årlig forskel på prisen for den samme fjernvarme afhængigt af om man bor i Terslev eller Haslev
Mens kunderne hos Haslev Fjernvarme Imba skal betale 16.000 kroner om året for at få varmet et gennemsnitligt enfamiliehus op, skal forbrugerne hos Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning betale næsten det dobbelte nemlig 31.000 kroner.
Forbrugerne der hører under Faxe Fjernvarmeselskab kan slippe med 12.578 kroner om året.
Priserne er udregnet for et standard enfamiliehus på 130 kvadratmeter med et årligt forbrug på 18,1 MWh.
Der er en forskel på 30.000 kroner på de årlige fjernvarmeudgifter for et almindeligt dansk enfamiliehus. Det koster 37.096 kroner i Hjortekær, men kun 7.156 kroner i Ishøj at varme præcis det samme hus op. Det viser Energitilsynets seneste statistik over fjernvarmepriser i Danmark.
Der er mange faktorer der spiller ind når fjernvarmeværkerne udregner deres priser. En vigtigt faktor er hvilken type brændsel fjernvarmeværket benytter. Størrelsen på fjernvarmeværkets dækningsområde spiller også ind, hvor flere, tættere beliggende husstande giver billigere priser. Fjernvarmeværkets alder betyder også noget, idet ældre værker som regel har mindre gæld. Og endelig spiller varmeværkets afskrivningspolitik også ind.
Det er ikke kun i Faxe Kommune at der er kæmpe prisforskelle indenfor samme kommune. I Hillerød Kommune koster det for eksempel 35.125 kroner at opvarme et gennemsnitligt hus, hos Gørløse Fjernvarme, mens Hillerød Varme kun tager 12.826 kroner.
Kommentarer