Haslev

Evert Taube viser i Haslev på søndag

Haslev: På søndag kan man opleve nogle af Evert Taubes dejlige viser på Haslev Bibliotek

Søndag den 24. februar inviterer Visens Venner Østsjælland til Evert Taube eftermiddag på Haslev bibliotek.

Visens Venner Østsjælland starter med generalforsamling klokken 12,30 og fortsætter med visearrangement klokken 14,00.

Visens Venner har sammensat et varieret program, som giver et indblik i Evert Taubes fantastiske liv og visedigtning. Der bydes på en lang række af hans kendte viser iblandet lidt historie om hans liv og færden.

Navnet Evert Taube vil nok virke bekendt på mange mennesker, men et er sikkert: alle har hørt nogle af hans viser. Han var det svenske folks yndling og nationalskjald og var kendt som bohemen og familiefaderen, der befandt sig lige godt i Stockholms skærgård og på havet omkring Bohuslän, som ved Middelhavets kyst, på Pampas i Sydamerika og som sejlende på verdenshavene.

Han blev en myte, som uanset hvor han kom frem, blev tiljublet af en tusindtallig tilhørerskare. Han er stifteren af Visens Venner .

Hele 16 af Visens Venner Østsjællands aktive medlemmer glæder sig til at give deres versioner af nogle af Evert Taubes dejlige viser. Viseværten denne eftermiddag er Bent Bertram.

Indgang koster 35 kroner for medlemmer og 60 kroner for ikke medlemmer. Der kan købes kaffe og kage for 35 kroner.

Arrangementet med Evert Taube viser foregår søndag den 24. februar klokken 14.00 på Haslev Bibliotek.

Kommentarer